Mary Elizabeths Hospital – Riget for børn, unge og gravide
- – Hospitalet kommer bl.a. til at rumme 179 enestuer, 87 ambulatorierum og 13 operationsstuer.
- – Bygningens 60.000 m² er fordelt på otte etager, en kælder samt en tagetage til teknikken.
- – Der bliver dagligt plads til 900 patienter (indlagte og ambulant) og deres familier samt ca. 1.200 læger, sygeplejersker, jordemødre og andet personale.
- – Mary Elizabeths Hospital er et partnerskab mellem Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirks Fond med et samlet budget på 2,4 mia. kroner, hvoraf Ole Kirks Fond donerer 0,7 mia. kroner. Heraf er 85 mio. kr. øremærket til at løfte brugeroplevelsen.
- – Bygningen er tegnet af 3XN arkitekter, Arkitema, Niras og Kristine Jensens Tegnestue.
- – Første spadestik blev taget i april 2021. Byggeriet forventes færdigopført i 2026.
- Kilde: Region Hovedstaden
I april blev det meldt ud, at opførelsen af Mary Elizabeths Hospital – Riget for børn, unge og gravide ved Rigshospitalet bliver både dyrere og et år forsinket, bl.a. på grund af usikkerheder i materialeleverancer. Byggeriet er dog allerede godt i gang, og Region Hovedstadens Center for Ejendomme har tirsdag underskrevet kontrakt med Wicotec Kirkebjerg, som er valgt til at udføre de tekniske installationer på hospitalet, der i fremtiden bliver Danmarks mest specialiserede hospital for børn, unge, gravide og deres familier.
Et hospital, der skal gå nye veje for at skabe plads til menneskers og familiers behov, hvor specialisterne samarbejder på tværs af fagligheder og hvor legen bliver en integreret del af børnenes behandling.
Bygningen er en udvidelse af Rigshospitalet på ca. 60.000 m², og byggeriet er udbudt i en række storentrepriser. S5 Installationer, som Wicotec Kirkebjerg skal udføre, har en værdi på ca. 550 mio. kr., og heri indgår VVS, ventilation, el og sikring, elevatorer og bygningsautomation.
– Vi stiller med et meget stærkt projekthold af erfarne medarbejder inden for hospitalsbyggerier, samt en gennemprøvet proces for samtlige af projektets faser. Vi kender til vigtigheden af en gennemarbejdet projekteringsfase forud for udførelsen, det tætte samarbejde med byggeriets øvrige parter samt de høje dokumentationskrav til test og indkøring, inden byggeriet kan overdrages til brugerne, siger adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg Brian Ludvigsen, der forventer, at projektet kommer til at aktivere op imod 200 af koncernens medarbejdere.