Årets unge FRI-rådgiver skal findes i et historisk stærkt felt

I næste uge kåres Årets unge FRI-rådgiver, og FRI’s adm. direktør fortæller her, at finalisterne viser, hvordan unge specialister kan kombinere teknisk dybde med helhedsforståelse og nytænkning.
Årets finalister arbejder med alt fra komplekse infrastruktur- og energiprojekter til innovative løsninger, der bidrager til både den grønne omstilling og fremtidens byggeri.

Hvert år kårer Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Årets unge FRI-rådgiver, og torsdag d. 7. marts bliver vinderen afsløret ved FRI’s årsmøde i Industriens Hus.

I dagene frem til kåringen vil de fem finalister hver især blive præsenteret her på Dagens Byggeri.

Læs også

“Verdensklasse” – CCS-ekspert er Årets Unge FRI-rådgiver

De nominerede er udpeget af deres ledere, mens et dommerpanel bestående af branchens kunder, FRI’s bestyrelse og unge rådgivere har udvalgt de fem finalister.

For at blive nomineret til årets pris skal man være rådgivende ingeniør på maks. 35 år, være ansat i en af FRI’s medlemsvirksomheder og have udrettet noget ekstraordinært via sit talent og arbejdsindsats.

Adm. direktør i FRI, Henrik Garver, fremhæver, at årets felt er historisk stærkt:

– Hvert år imponerer de unge rådgivere, men årets felt er kendetegnet ved at være særligt kvalificeret. De fem finalister repræsenterer bredden i den rådgivende ingeniørbranche og viser, hvordan unge specialister kan kombinere teknisk dybde med helhedsforståelse og nytænkning.

Læs også

DI: Flere unge vil være ingeniører, men der er et problem

Henrik Garver peger på, at finalisterne arbejder med alt fra komplekse infrastruktur- og energiprojekter til innovative bæredygtige løsninger, der bidrager til både den grønne omstilling og fremtidens byggeri.

De 5 finalister

Jacob Friis er 31 år gammel og ansat som Senior Consultant, Energy and Utilities i Niras i Allerød. Han har gennem sit arbejde spillet en central rolle i udviklingen af CO2-reducerende løsninger for Heineken. Gennem høj teknisk viden og målrettet rådgivning har han ledet udviklingen af tekniske roadmaps for 17 sites globalt, hvilket giver en samlet årlig CO2-besparelse på ca. 180.000 tons.

Jonatan Jyrkinewsky er 31 år gammel og ansat som Head of Discipline i Cowi i Odense. Han har ydet en imponerende indsats med udviklingen af automatiserede tests af Grid Forming-teknologi. Gennem sin tekniske ekspertise har han bidraget til at sikre en mere stabil integration af vedvarende energikilder i elnettet i samarbejde med Better Energy.

Christina Maria Jørgensen er 29 år gammel og ansat som Team Lead, i Impact Assessment i Rambøll i København. Hun har markeret sig som en førende ekspert inden for strategiske miljøvurderinger for Plan- og Landskabsstyrelsen. Gennem innovative metoder har hun bidraget til national planlægning af vedvarende energi, hvor hensyn til biodiversitet og lokale værdier balanceres med klimamål.

Læs også

Global ingeniørmangel: Kampen om arbejdskraften bliver hård som aldrig før

Maite Monica Lovring er 33 år gammel og er ansat som Lead Water Resources Engineer hos WSP Danmark i Høje Taastrup. Hun har med ekstraordinær teknisk indsigt og analytisk styrke udviklet en innovativ vandmodel for Harrestrup Å, som beskytter København mod oversvømmelser ved ekstrem nedbør. Hendes generiske styringsstrategi kombinerer bæredygtighed, digitalisering og avanceret hydraulik.

Malene Otte er 34 år gammel og er ansat som Teamleder hos Søren Jensen i Aarhus. Hun har spillet en central rolle i en række komplekse projekter, bl.a. udvidelsen af produktionsfaciliteterne for en større dansk biotekvirksomhed. Hun har sikret, at tekniske standarder blev overholdt, især i samarbejde med projektets udenlandske rådgivere.

Branchen er i trygge hænder

Trods deres unge alder har de nominerede rådgivere allerede formået at sætte deres aftryk på den rådgivende ingeniørbranche, fortæller Henrik Garver:

– De unge rådgivere har på ganske kort tid skabt markante resultater, der gør en forskel for kunder, virksomheder og samfundet som helhed. De viser, at vi i branchen er i trygge hænder og godt rustet til at håndtere fremtidens udfordringer – og jeg er overbevist om, at vi kommer til at høre meget mere til dem i årene fremover, siger han.

Indstilles til europæisk konkurrence

Hver af de fem finalister vil også være stærke kandidater til den europæiske konkurrence EFCA Future Leader of the Year 2023, som de bliver indstillet til af FRI.

Vinderen af Årets unge FRI-rådgiver får mulighed for at deltage i FIDIC-forløbet ’Future Leaders Management Certificate’, et internationalt program, der fokuserer på lederuddannelse og etablering af et internationalt netværk med andre unge ledere inden for ingeniørverdenen.

Læs mere om konkurrencen her.

Relateret indhold