Aalborg inspireret af Københavns cykelbro-succes

Cykel- og gangbro over Limfjorden er rykket nærmere. Niras er i fuld gang med forundersøgelse, der blandt andet skal afdække anlægsprisen.
Lille Langebro over Københavns havneløb - tæt ved den 'gamle' Langebro - åbnede i sommer, og har allerede været en gedigen brugersucces. Visualisering: Team BuroHappold/Realdania.
Lille Langebro over Københavns havneløb - tæt ved den 'gamle' Langebro - åbnede i sommer, og har allerede været en gedigen brugersucces. Visualisering: Team BuroHappold/Realdania.

I København åbnede den seneste af flere cykel- og gangbroer, Lille Langebro, for offentligheden den 1. juli i år, og broen er allerede benyttet mere end 1,5 millioner gange. Selvom disse tal naturligvis ikke kan overføres til Aalborg-forhold, så viser det alligevel tydeligt, at nye adgangsforhold tiltrækker nye brugere.

Limfjordsbyen Aalborg er en blomstrende studieby, som vokser med flere end 1.000 nye indbyggere hvert år. Det betyder nye bydele på begge sider af Limfjorden, og for at understøtte sammenhængen mellem Aalborgs største udviklingsområder er en ny forbindelse til cyklister og fodgængere mellem Stigsborg og Østre Havn nu på tegnebrættet. Det fortalte Dagens Byggeri tilbage i september. Siden har Niras været i gang med undersøgelser, der skal bruges i den endelige beslutning af, om det bliver tommel op eller tommel ned til broprojektet.

– Vi har på det seneste været involveret i flere cykel- og gangbroer blandt andet i København. Her har de nye broer haft stor betydning for fremkommeligheden for de bløde trafikanter. Vi håber, at vores arbejde også baner vejen for en bro i Aalborg, der gør livet lettere for fodgængere og cyklister, siger direktør for Infrastruktur i Niras, Carsten Heine Lund.

To afklarende faktorer

Den rådgivende ingeniørvirksomhed var i den helt indledende fase af projektet med til at vurdere, om projektet overhovedet kunne lade sig gøre. Nu skal Niras dels synliggøre, hvordan forskellige tilvalg og beslutninger påvirker anlægsprisen på broen, dels gennemføre en transportøkonomisk analyse af effekterne af en cykel- og gangbro og inddrage udvalgte interessenter for at afdække broens potentiale og udfordringer.

Særligt to faktorer har betydning for anlægsprisen og dermed fremtidsudsigterne for broen, som Niras som udgangspunkt foreslår at etablere som en drejebro med to oplukkelige fag.

For det første hvor stor en kraft eventuel is på Limfjorden vil påvirke bropillerne med – også kaldet islastpåvirkningen. Jo mere kraft der belaster bropillerne, jo mere solidt skal bropillerne dimensioneres.

For det andet de reelle krav til den gennemsejlingsbredde, der skal til for at skibene kan passere. Skal gennemsejlingsbredden være stor, skal brokonstruktionerne og installationerne, som styrer drejemekanismen til de to fag på broen, være tilsvarende store.

Beregninger skaber grundlag for broens fremtid

– Vi er i fuld gang med at afdække broens udformningsmuligheder og tekniske løsninger. Og med at fastlægge designgrundlag, løsningsmuligheder og den økonomiske ramme for projektet. Vores opgave er at give bygherren det bedst mulige grundlag for at træffe en beslutning om dette spændene projekt, siger projektchef Rasmus Johannsen.

De supplerende undersøgelser, der skal danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt projektet er realiserbart og bidrage til en videre realiseringsplan, strækker sig frem til nytår.

Bliver broen en realitet, er det planen, at den etableres som led i byudviklingen af området.

Relateret indhold