13 etager lukker hullet på Amerika Plads

TK Development, AP Pension og By & Havn har netop holdt rejsegilde på byggeriet Amerika Have på Amerika Plads.
Amerika Have kommer til at bestå af 121 lejligheder fordelt på op til 13 etager. Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Amerika Have kommer til at bestå af 121 lejligheder fordelt på op til 13 etager. Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Det sidste byggefelt på Amerika Plads er nu endegyldigt udfyldt. Totalentreprenøren 5E Byg har sammen med By & havn, AP Pension og TK Development markeret, at man har nået toppen på det tretten etager høje boligbyggeri, Amerika Have. Det oplyser By & Havn i en pressemeddelelse.

Amerika Have kommer til at bestå af 121 lejligheder fordelt på op til 13 etager. Byggeriet er tegnet af Vilhelm Lauritzen arkitekter, og de første beboere forventes at flytte ind til foråret 2017.

For By & Havns vedkommende er en epoke ved at nå sin ende. Vi har lukket det sidste hul på Amerika Plads.

Jens Kramer Mikkelsen Adm. direktør, By & Havn

Udviklingen af Amerika Plads begyndte i år 2000. Siden har By & Havn i selskab med TK Development både solgt og selv udviklet byggegrunde på i alt 150.000 etagekvadratmeter.

Efter planen

– Vi påbegyndte pæleramningen i september 2015 og har nu et byggeri i fuld højde. Det forløber lige efter planen, og vi glæder os over milepælen i dag. Lejlighederne er markante ud fra beliggenhed, altanløsninger og mulighed for egen p-plads i kælderen under projektet, og vi glæder os til at levere de fremtidige hjem til køberne, siger Robert Andersen, direktør i TK Development, der er project manager og medejer af det samlede projekt.

Kvarteret er nu ved at være komplet med et aktivt bymiljø med en blanding af arbejdspladser og boliger, der sørger for liv det meste af døgnet. Amerika Plads er et bymiljø i sig selv og er samtidig en integreret del af København. Man kan spadsere til Kongens Nytorv, men har samtidig det store udsyn ud over Øresund. Det gør det ifølge By & Havn til et eftertragtet område.

– For By & Havns vedkommende er en epoke ved at nå sin ende. Vi har lukket det sidste hul på Amerika Plads. Og det bliver lukket med manér af et imponerende boligbyggeri, der bliver en daglig glæde for hele området og særligt for de mange mennesker, der flytter ind til foråret, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Spiller sammen

Hos AP Pension er der også høje forventninger til byggeriet på Amerika Plads.

– AP Pension har i de seneste år været partner i flere spændende og markante boligprojekter, og Amerika Have-projektet, som vi ejer halvdelen af, er ingen undtagelse. Der er tale om attraktive ejerboliger, som allerede har tiltrukket sig meget stor interesse, og vi forventer at salget fortsætter i samme høje tempo. Amerika Have er ejerboliger, hvilket investeringsmæssigt spiller fint sammen med de udlejningsboliger, som AP Pension i disse år opfører i stor stil, siger Peter Olsson, direktør i AP Ejendomme.

Med over et halvt år til indflytning er der på nuværende tidspunkt solgt 70 ud af i alt 121 lejligheder.

Relateret indhold