Henning Larsen har udtænkt et biobaseret design til en mindre tilbygning på Feldballe Friskole i Rønde. Den danske skoletilbygning, der er bygget af træ, halm og ålegræs, er designet til klimakrisen og er en skalerbar løsning til at binde CO2 i byggeri.
Skolebygningen er udviklet med en kompromisløs materialestrategi, så bygningen binder mere CO2, end den udleder, og rummer derfor et enormt potentiale uden at gå på kompromis med funktion, atmosfære og arkitektonisk udtryk. Projektet er bygget næsten udelukkende af biobaserede materialer; levedygtige alternativer til beton, mursten og stål og afgørende materialer, der binder snarere end udleder CO2.
Projektet, der er et af Henning Larsens mest ambitiøse projekter til dato, er helt fri for giftige kemikalier, lige så brandsikkert som hvis det havde været bygget af konventionelle materialer, og tilbyder både effektiv isolering og et godt indeklima.
Med støtte fra Realdania og i samarbejde med EcoCocon er den endelige designløsning en konstruktion lavet af et banebrydende panelsystem af komprimeret halm, et tag lavet udelukkende af træ og et ventilationssystem lavet af ålegræs – en almindelig type tang, der findes langs kyster på størstedelen af den nordlige halvkugle.
– Resultatet er et nyt æstetisk sprog, der går langt ud over blot at glæde øjet, det handler om social og miljømæssig ansvarlighed og endnu vigtigere, at sætte en retning for næste generation af arkitektur, siger Jakob Strømann, Director for Innovation and Sustainability og partner i Henning Larsen.
Fem ambitiøse principper
Projektet har omdefineret standarderne for bæredygtigt byggeri i den Henning Larsenske tegnestue, der har undersøgt hele bygningens livscyklus og skabt en ramme for bæredygtigt design, der ikke overskrider planetens grænser.
De fem ambitiøse principper lyder således:
– Inkorporere bæredygtigt fremskaffede, vedvarende, biobaserede materialer til at binde karbon
– Bruge allerede-producerede lokale materialer for at spare ressourcer og energi
– Anvende materialer der er fri for giftige kemikalier og derved minimere afgasning
– Sikre et sundt indeklima og fremme et miljø der balancerer dagslys med passiv ventilation ved brug af ålegræs
– Designet for adskillelse der muliggør genbrug og upcycling af bygningskomponenter i fremtiden.
Denne strategi gjorde det muligt for designteamet at opnå et karbonaftryk der ligger mageligt inden for den frivillige bæredygtighedsklasse med 6 kg CO2eq/m2/år (A1-C4).
Forudsat at materialerne genbruges og ikke brændes af efter 50 år, reduceres fodaftrykket yderligere til -3 kg CO2eq/m2/år (A1-A3).
– Udvidelsen af Feldballe Friskole har fungeret som et testprojekt for hvor langt vi kan flytte grænserne for integration af nye løsninger. Selvom vi ikke kom i mål med alle vores ambitioner, er projektet blevet en ledestjerne for at bygge med biobasserede materialer internt i Henning Larsen, og vi er allerede i gang med at skalere denne model op i projekter på flere tusind kvadratmeter i flere etager, fortæller Jakob Strømann.
Han tilføjer:
– Med en dagsorden der rækker langt ud over projektets 250 kvadratmeter, fungerer vores arbejde på Feldballe Friskole som en ny baseline, ikke kun for os selv, men også for andre i vores branche, der kæmper med byggebranches alt for store CO2-udledning på tværs af værdikæden.
Vi kan ikke vente
Tilbygningen er bygget op af et integreret panelsystem af komprimeret halm i trækassetter, der er tilpasningsdygtigt og anvendeligt i en lang række bygningstypologier. Taget er udelukkende lavet af certificeret, lokalt produceret træ, og indvendigt er væggene pudset med ler og indbyggede møbler er konstrueret af krydsfiner.
Omkring vinduerne er der integreret kassetter med ålegræs, der fungerer som ventilation, og skaber et velfungerende indeklima. De biobaserende materialer giver tilbygningen et varmt og indbydende udtryk, og da der ikke er behov for store ventilationssystemer eller nedhængte lofter, er rummene rummelige og højloftede.
– Den seneste IPCC-rapport giver os et ekstremt lille vindue af muligheder for at holde den globale temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader om bare et årti. Vi ved, at vi ikke kan vente på, at politikerne skubber den grønne dagsorden; vi er nødt til at ændre vores praksis, forbedre os selv og skubbe vores industri. Når vi tænker kritisk over produktionslinjen i sin helhed, har vi vist, at kvalitet og funktion ikke kompromitteres ved at bruge færre ressourcer. Halm er en hurtigt voksende vedvarende ressource og et biprodukt fra landbruget; et godt alternativ til at producere nye materialer, siger Jakob Strømann.
Feldballe Friskole blev tildelt Danish Design Award i kategorien Better Learning.