Züblins to 80-meter tårne har nået toppen

I Carlsberg Byen i København har to 80 meter høje tårnhuse nået deres fulde højde. Projekterne går nu ind i den afsluttende fase.
Tårnene er vokset med én etage om ugen og facaderne følger efter. Det kræver nøje planlægning og fokus på logistik og arbejdsmiljø.Foto: Hannah Paludan Kristensen.
Tårnene er vokset med én etage om ugen og facaderne følger efter. Det kræver nøje planlægning og fokus på logistik og arbejdsmiljø.Foto: Hannah Paludan Kristensen.

Med én etage om ugen vil man uvægerligt nå toppen, uanset hvor højt et byggeri skal tårne sig op. Sådan er det også gået i Carlsberg Byen.

Siden første spadestik i 2018 har de to projekter udviklet sig fra atvære to dybe huller i jorden, hvor Züblin først har etableret byggegruber og sidenhen udført råhuse med i alt 37.000 kubikmeter in situ-beton og 8600 tons armering.

I dag står to moderne tårnhuse, hvor facaderne kravler op langs siderne med én etage om ugen. Ifølge projektdirektør fra Züblin, Karsten Skettrup, er der tale om præcisionsarbejde i højden.

– Vi armerer, forskaller og støber i 80 meters højde. Det kræver helt særlig materiel og specifikke kompetencer fra vores medarbejdere og samarbejdspartnere. Tårnene er vokset med én etage om ugen og facaderne følger med i samme takt. Der er lagt et stort arbejde i at nå toppen med nøje planlægning og fokus på logistik og arbejdsmiljø, fortæller han.

De to projekter indeholder 400 lejligheder, erhverv og parkeringskældre.

Godt til bryggeri – udfordrende til byggeri

Da den gamle brygger J.C. Jacobsen i 1847 skulle vælge beliggenheden til sit nye bryggeri, faldt valget på området ved ValbyBakke, fordi der er meget vand i undergrunden.

Det er en stor fordel, når man skal brygge øl, men en udfordring, når man skal bygge højhuse. Derfor har Züblins internationale eksperter inden for fundering og højhusbyggeri været på hårdt arbejde for at designe og optimere byggeriet. Kældrene er optimeret til jordbundsforholdene, og de indre kerner i højhusene er forankret under byggerierne i to-meter tykke bundplader, som stabiliserer tårnene.

Det strukturelle design er opbygget med BIM.5D, og alle tekniske fag koordineres ved hjælp af 3D-modeller og kvalitetssikres digitalt ved hjælp af den nyeste software og innovative udviklingsprojekter med robotteknologi.

I dag er området ved Valby Bakke i fuld gang med at udvikle sig til en moderne bydel, der forener historie med nutid. Den gamle arkitektur er bevaret og forenes med nybyggerierne.

Relateret indhold