Som et led i trepartsaftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter fra august 2016 er en ny afgift trådt i kraft ved årsskiftet – det såkaldte praktikafhængigt AUB-bidrag.
Aftalen gælder for alle virksomheder med faglærte og betyder, at de nu skal betale et merbidrag per manglende lærling. Men håndværksmestrene venter stadigt på en orientering fra det offentlige om, hvordan de skal udregne, om de har nok lærlinge.
Reglerne kræver, at de pågældende lærlinge skal være ansat fra 1. januar, hvis man vil undgå at komme i klemme. Men det har været vanskeligt at finde ud af, hvad der kræves, selvom der ellers har været tid nok:
Man har haft 18 måneder til at forberede virksomhederne på de nye regler. Alligevel har man endnu ikke formået at give en ordentlig orientering om, hvad virksomhederne skal leve op til. Det er ikke godt nok.
Det er rimeligt, at de virksomheder, der ikke uddanner lærlinge betaler et større bidrag, som kommer de virksomheder til gode, der tager et uddannelsesansvar. Men set i lyset af, at der er bøvl nok i forvejen, burde systemet have været lavet så enkelt, at virksomhederne forstår det.