Viborgs nye bydel tager form

Første etape af Brofæstet, der opføres i Banebyen, er nu afsluttet, og det glæder AP Ejendomme, som ser stort potentiale i domkirkebyen.
Facaderne er holdt i varme, røde tegl, der matcher den gamle, historiske by med røde tegl og røde tage.
Facaderne er holdt i varme, røde tegl, der matcher den gamle, historiske by med røde tegl og røde tage.

Som et bindeled mellem domkirkebyens gamle del og den centrale ny bydel, Banebyen, opføres 122 svanemærkede lejemål i Brofæstet.

Første del af projektet er nu afsluttet, og AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, har nu fået afleveret de første 58 boliger, som er opført af totalentreprenøren Byggefirmaet Knudsgaard og tegnet af Arkitema.

– Vi har fra starten af projektet haft en enormt stor interesse i at opføre boliger i Viborg, og for det er en by i udvikling, som appellerer til mange forskellige mennesker, siger adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, og oplyser, at 17 af de 58 boliger er udlejet, mens flere af de resterende er reserverede.

Der inviteres til ophold i et stort gårdrum på tagterrassen.
Der inviteres til ophold i et stort gårdrum på tagterrassen.

Brofæstet ligger som et hævet plateau med forskudte ejendomme, der spiller naturligt sammen med det eksisterende byrum i Viborg. Fælles for boligerne, der spænder fra to-fire værelser og 56-109 m2, er, at de enten har egen altan eller terrasse. Herudover er der en fælles tagterrasse og et fælles grønt hævet terrassedæk.

Dets åbne arkitektur og centrale beliggenhed vil desuden indbyde til, at mennesker mødes, og den tætte forbindelse til Hærvejsbroen og Midtbyens Gymnasium vil give et summende byliv af mennesker, der går ture, cykler mod byen og mødes i solen. Store erhvervslokaler i stuen lægger op til fitnesscenter og caféliv, der trækker endnu flere mennesker til bydelen.

– En bydel opleves både hurtigt og langsomt. Når man kører forbi Brofæstet, vil man opleve den naturlige nedtrapning mod sydvest og de store bygningskroppe, der forskyder sig i forhold til hinanden, lyder det fra Arkitema.

Brofæstet ligger som indgangen til Viborgs nye bydel Banebyen, og fra boligerne er hurtig adgang via Hærvejsbroen til den gamle bymidte eller videre ud i den nye bydel.
Brofæstet ligger som indgangen til Viborgs nye bydel Banebyen, og fra boligerne er hurtig adgang via Hærvejsbroen til den gamle bymidte eller videre ud i den nye bydel.

Samlet er der 26 forskellige boligtyper i Brofæstet.

– Med de mange forskellige boligtyper er det et spændende projekt at arbejde med. Vi ser nu frem til, at samtlige boliger i Brofæstet er afleveret i slutningen af november, siger Lars Knudsgaard, der er indehaver af Byggefirmaet Knudsgaard.

Relateret indhold