Punkter i Hetos medarbejderhåndbog:
- – Vi vil undgå misforståelser.
- – Vi leverer kvalitet til den aftalte tid.
- – Vi er åbne og ærlige.
- – Vi tænker nyt, når der er brug for det.
- – Vi værdsætter gensidig respekt.
- – Vi overholder vores aftaler.
- – Vi vil hele tiden blive bedre.
- – Vi vil gøre alle parter tilfredse.
I flere år har Dansk Håndværk i samarbejde med SMVdanmark tilbudt lederkurser til små og mellemstore virksomheder.
En af de virksomheder er byggefirmaet Heto ApS i Tåstrup, der efterfølgende er blevet inspireret til at starte en proces for virksomhedens 19 ansatte, som omfatter klare forventninger til, at man er venlig, taler pænt, overholder aftaler og viser respekt for andres arbejde. Virksomheden har tilmed indskrevet forventningerne i medarbejderhåndbogen, så alle ansatte er klar over, at ‘her siger vi faktisk ‘Godmorgen…’, fortæller Solvej Hovmand, der sidder som ansvarlig på kontoret i Heto:
– Jeg ved godt, at det kan lyde som en selvfølge. Men sådan er virkeligheden bare ikke.
Hun uddyber:
– Der drejer sig om at vise respekt for andres arbejde. Både indbyrdes, men også i forhold til de virksomheder vi arbejder med på en byggeplads. Hvis en delproces er lovet færdig klokken tre, er det jo ikke rimeligt, at man først klokken tolv fortæller, at man er forsinket, når man kunne se det lang tid inden. Så skal en kollega lige pludseligt sætte sine folk til noget andet. Det er jo ikke respekt for de næste hold, der skal komme.
Henter både tid og økonomi
Heto forventer derfor også, at andre virksomheder, de samarbejder med, overholder grundreglerne. Det indgår som en fast del af aftalerne med leverandører og kolleger på byggepladsen:
– Vi stiller de samme krav til de virksomheder, der indgår i vores byggeprojekt. For hvis vi alle har øje for, at processen glider, som den skal, kan vi hente både tid og økonomi – og hvilken virksomhed vil ikke gerne det, forklarer hun.
Udgangspunkt i individuelle behov
Hos Dansk Håndværk hilser man naturligvis initiativet velkomment. Hvert halve år tilbydes virksomheder lederkurser, som dem Heto har deltaget i.
10-15 virksomheder deltager ad gangen på kurserne, som er individuelle uddannelser med udgangspunkt i den enkelte virksomheds dagligdag og udfordringer, fortæller kommunikationschef Poul Bavngaard, Dansk Håndværk:
– Undervisningen tilpasses virksomhedens behov, så deltagerne kan gå direkte tilbage – både efter, men også imellem kursusopholdene – og tage redskaberne i brug.
At lede via andre
Kurserne varer over flere dage ad fem omgange, og især i en tid, hvor virksomhederne har meget travlt, kan det umiddelbart være svært ved at finde tiden, fortæller han videre:
– Men når de først har været til første del af kurset, har de meget nemmere ved at finde tid til den sidste del. Foruden at de nu har oplevet kursets relevans, så har de også lært at overlade tøjlerne til andre i virksomheden. De er blevet bedre ledere, der leder via andre – de har fået tid til at være ledere.
Altid noget at lære
Poul Bavngaard minder desuden om, at mange virksomheder er opstartet af en mand eller kvinde, der har kunnet sit fag til fingerspidserne, men aldrig har prøvet at lede:
– Når virksomheden vokser frem, og flere ansatte kommer til, så opstår udfordringerne. Og det gør det stort set for alle, uanset om virksomheden er 5, 10 eller 20 ansatte. Om der er tale om et stort eller mindre firma, så sker der fra tid til anden ændringer i medarbejdersammensætningen, og derfor er ledelsesmæssigt altid noget at lære.