Unge danske ingeniører imponerer internationalt

Ved den årlige europæiske kåring af talentfulde unge ingeniører, der i aftes fandt sted i Rom, sikrede Niras' 34-årige udviklingschef, Mads Holten Rasmussen, sig en tredjeplads. FRI ser stort potentiale i alle fem danskere, der var indstillet.
Mads Holten Rasmussen. Foto: Niras.
Mads Holten Rasmussen. Foto: Niras.

Unge ingeniører fra hele Europa var i går samlet i den italienske hovedstad til EFCA Future Leader of the Year – og her gik tredjepladsen til danske side.

Mads Holten Rasmussen, der har en Ph.D inden for linked data og til dagligt er ansat som udviklingschef hos Niras var nomineret – og opnåede placeringen – for sit arbejde med Byggeriets Automatiske Regeltjek, Bart.

Et samarbejde mellem blandt andet Bygningsstyrelsen, Københavns Universitet, DTU og en stribe kommuner for at højne kvaliteten af byggeprojekter gennem automatiske regeltjek, der kan oplyse om, hvor en model afviger fra de krav, der stilles til byggeriet.

Her stod Mads Holten Rasmussen for at opbygge en metode til at kunne tjekke indirekte krav, dikteret af ydre omstændigheder, og gøre dem forståelige for computeren. Konkret muliggjorde det at udlede brandsektioneringsvægge ud fra de tilstødende rums funktion således, at man kunne tjekke placering af brand- og røgspjæld. En opgave, der i dag kræver, at man sammenholder flere forskellige datagrundlag, og derfor er en meget håndholdt og ressourcekrævende proces.

Mads Holten Rasmussen kunne ikke selv deltage ved prisoverrækkelsen, men det gjorde Camilla Tang og Kasper Bach Johannsen, der fik ved ceremonien fik tildelt en 'Honorary mention'.
Mads Holten Rasmussen kunne ikke selv deltage ved prisoverrækkelsen, men det gjorde Camilla Tang og Kasper Bach Johannsen, der fik ved ceremonien fik tildelt en ‘Honorary mention’.

– Jeg er superglad for Mads’ flotte 3. plads både på hans egne og på Niras’ vegne, siger koncerndirektør Mads Søndergaard fra Niras.

– Det anerkender Mads som en dygtig rådgiver inden for linked data og Niras som en arbejdsplads, der udvikler unge, internationale talenter. Der er ingen tvivl om, at fremtiden kalder på rådgivende ingeniører som Mads med potentiale inden for den digitale transformation i byggeriet.

Kan tiltrække specialister

Koncerndirektøren fremhæver Mads Holten Rasmussen som en inspirationskilde for andre unge ingeniører med interesse for data:

– Det kan tiltrække andre specialister til rådgiverbranchen frem for, at de vælger en karriere i de store software-huse. De rådgivende ingeniører har brug for den teknologiske faglighed, Mads besidder, for at kunne bringe ingeniørbranchen ind i fremtiden, hvor skellet mellem ingeniørrådgivning og teknologiudvikling bliver mere og mere udvisket, siger han.

Kæmpe potentiale

I alt fem unge danske rådgivere var indstillet til EFCA Future Leader of the Year.

Den europæiske organisation for rådgivende ingeniørvirksomheder, EFCA, kårer hvert år The European Future Leader of the Year.

Prisen går til en rådgiver på maks. 35 år, som, dommerkomiteen vurderer, har en ambition om at blive førende i branchen, og som allerede har bidraget signifikant til mindst ét projekt inden for sit ekspertiseområde eller som leder.

Læs også: Energi-fest ved Aabenraa: Opstarter PtX-anlæg og indvier solcelleanlæg

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI har indstillet fem af de stærkeste talenter fra de danske rådgivende ingeniørvirksomheder til prisen. De øvrige fire var:

– Camilla Tang, specialist indenfor avanceret vandbehandling og vandkemi hos Niras

– Jyothsna Amrith, projektleder inden for Spor og Anlæg i Atkins

– Kasper Bach Johannsen, specialist og projektleder i Artelia

– Michelle Kühl, projektleder i Cowi

Både Camilla Tang og Kasper Bach Johannsen fik ved ceremonien en ‘Honorary mention’.

Læs også: Indgår aftale: En halv milliard til presset havnatur

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at samtlige finalister har et kæmpe potentiale, siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver, og tilføjer:

– Og jeg ved, at de fem danskere, som vi har indstillet, har det. Ikke bare for at gøre en forskel for deres virksomheder og for branchen – men for at gøre en forskel for den grønne omstilling og dermed i sidste ende for den verden, vi lever i. Det er toptalenter, ikke blot i Danmark, men også i en europæisk sammenligning.

Relateret indhold