De 10 største kunstige øer
- 1. Flevopolder, Holland (970 kvadratkilometer)
- 2. Yas Island, Forenede Arabiske Emirater (25 kvadratkilometer)
- 3. Kansai International Airport, Japan (10,68 kvadratkilometer)
- 4. Hong Kong International Airport, Hongkong (9,40 kvadratkilometer)
- 5. Palm Jebel Ali, Forenede Arabiske Emirater (8 kvadratkilometer)
- 6. Chubu Centrair International Airport, Japan (6,80 kvadratkilometer)
- 7. Palm Jumeirah, Forenede Arabiske Emirater (6,50 kvadratkilometer)
- 8. Rokko Island, Japan (5,80 kvadratkilometer)
- 9. Fundao Island, Brasilien (5,23 kvadratkilometer)
- 10. Port Island, Japan (5,20 kvadratkilometer)
Fredag kunne man på Dagens Byggeri læse, at Hong Kongs regering vil bygge en kunstig ø som led i en ny plan for at aflaste den mangel på jord, der er i landet. Planen har en estimeret pris på over 522 milliarder kroner og skal skabe boliger for op mod 1,1 millioner mennesker. Derfor retter vi fokus mod de fem arealmæssigt største kunstige øer i verden.
Flevopolder – Holland
– 970 kvadratkilometer
Der er slet nogen tvivl om, at Flevopolder er den største kunstige ø i verden i og med, at den er 38 gange større end nummer to på listen. Flevopolder er en region, der er blevet oprettet efter landvinding og ligger i et tidevandsområde. Den er derfor modsat andre øer på listen ikke helt bygget op fra bunden. En oversvømmelse i 1916 gjorde, at hollænderne lukkede og inddæmmede den store sø Zuidersee, mens man begyndte at opføre Zuiderseeanlægget. I 1955 blev den sydøstlige del af Flevopolder drænet, og den sydvestlige del blev drænet 13 år senere. Via dæmninger var Flevopolder ikke længere landfast med resten af Holland, og dermed er det en kunstig ø.
Yas Island – Forenede Arabiske Emirater
– 25 kvadratkilometer
Totalt kunstig er Yas Island i FAE dog. Det er et udviklingsprojekt, der blev sat i gang i 2006 af ejendomsvirksomheden Aldar Properties. Yas Island er mest af alt en turistattraktion, hvilket blandt andet også gav prisen som verdens førende turismeprojekt ved World Travel Awards i 2009. Øen er mest af alt kendt for Yas Marina Circuit, hvor Abu Dhabis Formel 1-grand prix er blevet afholdt siden 2009. Derudover kan man også finde forlystelsesparken Ferrari World, Yas Links, der er en af verdens bedste golfbaner, samt det femstjernede Yas Hotel, der er bygget henover Formel 1-banen.
Kansai International Airport – Japan
– 10,68 kvadratkilometer
Lufthavnen uden for Osaka er en af to lufthavne på listen her. Den åbnede i 1994 og er forbundet med blandt andet tog til resten af byen. Osakas oprindelige lufthavn Itami var overbefolket, og fra åbningen overtog Kansai-lufthavnen al international lufttrafik til byen samt en del af indenrigsflyvningerne. På øens oprettelsessted var vandet 18 meter dybt oven på cirka 20 meter dybt holocæn-ler. En million sanddræn blev bygget ind i leret for at størkne det. Samtidig måtte ingeniørerne på pladsen overkomme den store risiko for tyfoner og jordskælv. Det har også givet problemer for lufthavnen, der flere gange har været ramt af oversvømmelser.
Hong Kong International Airport – Hong Kong
– 9,40 kvadratkilometer
Den anden lufthavn på listen ligger i Hong Kong og blev åbnet i 1998. Den blev bygget på øen Chek Lap Kok, der var et ubrugeligt område, og i dag er det den ottendetravleste lufthavn overhovedet målt på passagertrafik. Derfor ligger den foran lufthavne i Paris, Shanghai, Amsterdam og Delhi. Arbejdet med lufthavnens konstruktion blev gjort meget hurtigt, da det skulle klares, så lufthavnen kunne stå færdig så tæt som muligt på overdragelsen fra Storbritannien til Kina i 1997.
Palm Jebel Ali – Forenede Arabiske Emirater
– 8 kvadratkilometer
I Asien bygger de lufthavne på kunstige øer – I Emiraterne bygger man nærmest bare for at bygge. Palm Jebel Ali er bygget som en palme og er en kunstig øgruppe. Det er samtidig den eneste af de fem projekter på listen, der ikke er fuldstændig færdiggjort. Palmeøen blev skabt af ejendomsudviklervirksomheden Nakheel, og blev i den grad hårdt ramt af finanskrisen. hvor huspriserne på to måneder faldt med mere end 40 procent. Øgruppen er derfor bygget, men ikke færdigudviklet. Kun sand og sten blev brugt i opbygningsfasen, hvor man udelod beton og stål.