To træer frem for et spadestik: Inspirations-huse skal udbrede CO2-viden fra Fredericia

Under overskrifterne 'MiniCO2 Etagehusene' og 'Det effektive byggeri' er nu sat gang i to af flere CO2-venlige udviklingsbyggerier, som de kommende år skyder op i Kanalbyen.
Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld, og Fredericias borgmester, Steen Wrist, plantede to træer, hvor 'MiniCO2 Etagehuse' og 'Det effektive byggeri' opføres. Byggerierne skal undersøge, hvordan digitale værktøjer kan bidrage til at effektivisere byggeprocessen og undgå spild, fejl og mangler. Foto: Realdania By & Byg.
Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld, og Fredericias borgmester, Steen Wrist, plantede to træer, hvor 'MiniCO2 Etagehuse' og 'Det effektive byggeri' opføres. Byggerierne skal undersøge, hvordan digitale værktøjer kan bidrage til at effektivisere byggeprocessen og undgå spild, fejl og mangler. Foto: Realdania By & Byg.

– Ti procent af Danmarks CO2-udledning stammer fra produktion af byggematerialer og fra bygge- og anlægsprocessen, og derfor er både branchen selv, rådgivere, myndigheder og forskere lige nu meget optaget af, hvordan byggeriet bedst kan bidrage til den grønne omstilling.

– I Realdania By & Byg vil vi gerne supplere med praktiske erfaringer, så med afsæt i viden og forskning vil vi i de kommende år opføre en række udviklingsbyggerier med fokus på CO2-reduktion og effektive byggeprocesser. Bygningerne samler vi her i Kongensstræde i Kanalbyen under overskrifterne ‘MiniCO2 Etagehusene’ og ‘Det effektive byggeri’.

Sådan lød det fra Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld, på det nye vejstykke i Kongenstræde i Fredericia, hvor der symbolsk blev plantet to træer på arealet for de kommende bygninger frem for, at det for de traditionelle spadestik blev taget.

Forandring på formel

MiniCO2 Etagehusene skal bygges mest muligt af træ, og Det effektive byggeri skal opføres med størst mulig effektivitet under selve byggeprocessen.

Over de kommende år vil Realdania By & Byg opføre flere udviklingsbyggerier, og det næste under overskriften MiniCO2 Etagehusene er allerede planlagt, nemlig med tegl som det primære byggemateriale.

Byggerierne skal bruges til at undersøge, hvor meget CO2-udledningen kan reduceres ved brug af forskellige materialer, og hvordan byggeprocessen kan gøres mere effektiv og ressourcebesparende. Den viden, som Realdania By & Byg samler op, vil blive formidlet til byggebranchen og andre interesserede.

Læs også: Skærer halvdelen af CO2-udledningen ud af nyt betonhus

De første erfaringer bliver allerede videreformidlet i foråret ved to erhvervsarrangementer i januar i København og i februar i Aarhus.

– Gennem tiden har Realdania By & Byg gennemført 15 udviklingsbyggerier, hvor vi har arbejdet med at sætte forandring indenfor byggeriet på formel og vise nye veje for nybyggeri, fortæller Peter Cederfeld.

– Byggerierne skal være med til at samle den eksisterende viden i branchen, afprøve den i praksis og omsætte den til nye konkrete løsninger og erfaringer – alt sammen i tæt samarbejde med forskningsmiljøer, byggebranchen, rådgivere og entreprenører. Alle udviklingsbyggerier har som mål at fremme et sundt, effektivt og klimamæssigt bæredygtigt byggeri, tilføjer han.

På rad og række

De nye boligejendomme kommer til at ligge på rad og række i Kongensstræde. De bliver hver især i fem etager og kommer til at indeholde fire boliger til udlejning og mulighed for en mindre studiebolig i stueetagen.

De nye etagehuse skal opføres til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld og samtidig leve op til gængse forventninger til komfort og praktisk indretning af moderne boliger.

Realdania By & Byg er samtidig ejer af Kanalbyen i Fredericia sammen med Fredericia Kommune.

Relateret indhold