Det forskningsbaserede værktøj, Reduction Roadmap, er udviklet i et tværfagligt partnerskab mellem arkitekter, ingeniører, forskningsinstitutioner og NGO’er indenfor byggeriet.
Værktøjet oversætter Paris-aftalens målsætninger og klimavidenskaben til konkrete, årlige reduktionsmål for nyt dansk byggeri og peger bl.a. på, at nybyggeri i gennemsnit skal udlede under 5,8 kg CO2-ækv./m2/år i 2025 for at overholde Paris-aftalen. Det politiske emissionskrav lyder i dag på 12.
Over 540 organisationer støtter op om Reduction Roadmap, der i efteråret 2023 præsenterede en 2.0-version.
Læs mere: Reduction Roadmap til branchen og politikerne: “Nok snak – der er brug for handling”
Nu tiltræder også Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI. Organisationens daværende bestyrelse besluttede tilbage i november 2018, at FRI skulle arbejde for, at der blev stillet krav til bæredygtighed i byggeriet, fortæller adm. direktør Henrik Garver:
– Det tog lidt over fire år at få gjort de klimakrav, vi i dag kender, til virkelighed. Det ambitionsniveau, vi satte tilbage i 2018, bygger vi hele tiden ovenpå, og det afspejles godt i den retning, som Reduction Roadmap sætter.
Han tilføjer:
– Det er essentielt, at der fra politisk side stilles skærpede og ambitiøse krav til klimabelastningen fra byggeri og anlæg, så vi kan bidrage til at efterleve Klimaloven og til, at Danmark leverer ift. Paris-aftalen. Det betyder, at der skal stilles krav, som alle i byggeriet skal strække sig for at nå.
Innovation, teknologier og potentialeanalyse
Han påpeger, at klimakravene skal differentieres på bygningstyper, og at de skal udvides, så de også gælder tilbygninger og uopvarmede bygninger – så skal renoveringssager også omfattes inden for de næste fem år:
– Reduction Roadmap ér ambitiøst, og derfor kan det medvirke til at stimulere innovation og implementering af nye teknologier i branchen. Det handler om at sætte en retning. Og at der hele tiden arbejdes for kontinuerlige forbedringer og gøres en kollektiv indsats for mere bæredygtigt byggeri.
Brancheorganisationen anbefaler samtidig, at der hurtigst muligt gennemføres en potentialeanalyse – en analyse af muligheder og konsekvenser af markante skærpelser af udledningskravene, inden der skal drøftes yderligere skærpede grænseværdier for byggeriets CO2e-udledninger.