En ny rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, hvad mange i byggeriet er udfordret af hver eneste dag: Manglen på lærlinge.
I undersøgelsen svarer 70 % af landets erhvervsskoler, at de har måtte afvise virksomheder med behov for lærlinge. Og godt 25 % svarer, at murerfaget er den uddannelse, hvor problemet er størst.
Et af de tiltag, der over en årrække har vist sig at kunne tiltrække unge til håndværksfagene er de mange Skills-konkurrencer med højdepunktet DM i Skills, der i år bliver i Kultur- og Bevægelsesparken i Høng ved Kalundborg.
Her er Egernsund Wienerberger hovedsponsor for netop murerfaget, og det har teglvirksomheden valgt at gøre, fordi konkurrencen skaber de rollemodeller, som er vigtige for rekrutteringen af de næste generationer af murere, fortæller Peter Høffner Thomsen, kommerciel direktør i Egernsund Wienerberger:
– Murerfaget er vigtigt i Danmark, hvor mursten er vores foretrukne klimaskærm. Når vi bakker op om konkurrencen, er det jo på vegne af hele branchen. Vi vil gerne være med til at vise, at murerfaget er et attraktivt karrievalg og samtidigt giver masser af muligheder for videreuddannelse, hvor man også kan finde karriereveje andre steder end på byggepladsen.
Faget kan meget mere, end man forestiller sig
Det har Janus Steenberg.
Han er uddannet murer, men arbejder i dag hos Egernsund Wienerberger, hvor han er en del af et team af arkitekt- og entreprenørkonsulenter, som består af arkitekter, bygningskonstruktører og altså også murere. Janus Steenberg, der også er DGNB-konsulent, rådgiver blandt andet arkitekter om mursten og bæredygtigt byggeri:
– Jeg blev selv meget grebet af faget, da jeg var ung, og jeg håber, at DM i Skills kan hjælpe unge til at få øjnene op for faget. En murer kan læse videre til bygningskonstruktør, arbejde i udlandet eller drive sin egen virksomhed. Jeg arbejder stadig med udgangspunkt i murerfaget, men på en helt anden måde end dengang jeg arbejdede på byggepladser, siger han.
DM i Skills, hvor stort set alle håndværksfag på erhvervsuddannelserne repræsenteres i konkurrence, afholdes fra d. 28.-30. april.