Siemens-fyringer kan gavne byggeriet lokalt

216 medarbejdere hos vindmøllegiganten Siemens Gamesa blev tidligere på ugen afskediget - og det kan komme arbejdskrafthungrende byggevirksomheder til gavn.
Byggeriet får en hånd til at finde nye folk af beskæftigelsesminister Peter Hummegaard samt af lavkonjunktur i branchen for havvind. Foto: Colourbox.
Byggeriet får en hånd til at finde nye folk af beskæftigelsesminister Peter Hummegaard samt af lavkonjunktur i branchen for havvind. Foto: Colourbox.

Hvis man står som håndværksmester med mangel på dygtige svende, kan man nu finde folk på en trist baggrund.

Tidligere på ugen fyrede Siemens Gamesa 216 medarbejdere i Ikast-Brande og Aalborg, og det har fået beskæftigelsesminister Peter Hummegaard (S) til at åbne for kasserne til opkvalificering. Det skriver LederIdag.dk.

Det betyder, at de mange sæt hænder kan komme blandt andet byggeriet til gavn. Som man vurderer i Aalborg Kommune. Her påpeger man overfor LederIdag.dk, at de fyrede med målrettede kurser vil kunne bruge deres kompetencer i produktions- samt bygge- og anlægsfag.

Beskæftigelsesministeren ønsker at give godt 5,6 millioner kroner fra varslingspuljerne til de afskedigede i Aalborg, Ikast-Brande og Herning. Pengene vil gå til opkvalificering, målrettede jobsøgningsforløb og informationsmøder. Det svarer til næsten 26.000 kroner pr. mand. Ministeren udtaler til mediet: “Det er rigtig trist, at så mange mennesker mister deres arbejde og kastes ud i uvished. Derfor vil jeg gerne dispensere for reglerne, så de berørte medarbejdere kan få en hjælpende hånd. Jeg håber, at det kan være med til, at de hurtigt kan finde et nyt job.”

Relateret indhold