Reka Gruppen klar til at sætte spaden i jorden til boligprojekt i Bredballe

Vejle-forstaden får nu 24 nye, eksklusive huse med fjordudsigt. Lokalplanen er på plads, og første spadestik til Fjordrækkerne bliver taget i september.
Sådan vil Fjordrækkerne tage sig ud, når de står klar til indflytning. Visualisering: WE Architecture.
Sådan vil Fjordrækkerne tage sig ud, når de står klar til indflytning. Visualisering: WE Architecture.

Reka Gruppen fra Varde står – på vegne af investeringsgruppen West-Coast Real Estate III – bag et kommende byggeri af 24 eksklusive huse på en af Vejles mest naturskønne grunde i Bredballe.

Lokalplanen for området er vedtaget, og gravemaskiner går nu i gang med at fjerne den gamle ejendom på grunden, så der bliver plads til de nye huse på den 1,5 hektar store, skrånende grund.

Der er byggestart i september, og de første huse vil være klar til indflytning i sommeren 2022, mens hele byggeriet forventes at være afsluttet i efteråret 2022.

– Projektet har været længe undervejs. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan fortælle, at salget går i gang. Vi havde gerne bygget 31 huse, men fik tilladelse til 24. Det betyder, at bebyggelsen er blevet mere eksklusiv, og vi mærker en meget stor interesse for de kommende huse, siger Jesper Kristensen, direktør i REKA Gruppen.

Umiddelbart er der ikke meget at brokke sig over i forhold til udsigten. Visualisering: WE Architecture.
Umiddelbart er der ikke meget at brokke sig over i forhold til udsigten. Visualisering: WE Architecture.

Arkitektfirmaet WE Architecture har tegnet de eksklusive huse på 150-170 kvadratmeter, som ligger tæt på byen og med en fantastisk udsigt over fjorden. I forbindelse med byggeriet af Fjordrækkerne bliver der etableret en ny redningsvej nord for tredje tunnel. Det skal give øget tryghed for alle beboere i området. Desuden bliver skolestien bevaret og udbygget, så skolevejen er sikker.

Det bliver K.G. Hansen & Sønner A/S fra Grindsted, som stod bl.a. bag hovedentreprisen i forbindelse med opførelsen af LEGO House, der skal bygge husene.

Relateret indhold