Regeringen vil afsætte 10 milliarder kroner til en ny boligfond og 22.000 nye almene boliger i de store danske byer frem mod 2035. Det fremgår af udspillet ‘Tættere på II – Byer med plads til alle’, der også indeholder 4.000 studieboliger og en ny national arkitekturpolitik. Regeringen vil samtidig undersøge muligheden for en gennemgribende ombygning af Nationalmuseet.
Forslaget vil blandt andet betyde, at almindelige lønmodtagere som fx pædagoger, håndværkere og politibetjente og deres familier også kan bo i København – typisk i en 80-90 kvadratmeter lejlighed til ca. 8.000 kroner om måneden.
I København skal der gøres en ekstra hurtig indsats for de mange studerende, der i dag har svært ved at finde et SU-venligt sted at bo, og derfor foreslår regeringen at undersøge en hurtigere etablering af 4.000 nye studieboliger, eksempelvis i Nordhavn.
Regeringen vil ligeledes arbejde for at indgå konkrete aftaler med de større bykommuner for at få sat gang i byggeriet af billige boliger i nye boligområder. Og så foreslås, at der oprettes en særlig ansøgningspulje på 1 milliard kroner, der skal gøre det muligt for almene boligorganisationer at købe private udlejningsboliger og omdanne dem til almene boliger. Det sker for at fremme flere almene boliger i centralt beliggende bydele, som allerede er fuldt udbyggede.
Regeringen vil undersøge, om der kan etableres nye almene boliger på en lang række konkrete steder i København såsom blandt andet Skjolds Plads på Nørrebro, Bispebjerg, Christiania, Sydhavn, Charlottenlund og på sigt Jernbanebyen og Levantkaj.
Endelig vil regeringen også undersøge muligheden for at etablere en helt ny og mere solidarisk andelsboligform. Alt sammen for at sikre, at alle samfundsgrupper – uanset indkomst – kan både bo og arbejde i vores store byer:
– Hvis vi vil skabe balance i hele Danmark, er vi nødt til også at skabe balance i vores store byer. Den balance tipper, når det er svært for almindelige mennesker at finde en bolig, og når nye boligområder er på vej til at udvikle sig til velhaverkvarterer. Vi vil derfor nu sætte os i spidsen for at bygge flere almene boliger, så vi sikrer blandede byer, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.