Odense Kommune skal finde en direktør for By- og Kulturforvaltningen. Den nuværende direktør, Morten Møller Iversen, stopper for til fordel for stillingen som markedsdirektør i rådgivningsvirksomheden Rambøll.
Han har været med i spidsen for blandt andet transformationen af Odense fra stor by til storby med udviklingsprojekter som Odense Inderhavn og forvandlingen af bymidten med en ny bydel og en letbane.
– Det er altid ærgerligt, når gode medarbejdere søger væk fra kommunen. Men dygtige folk er altid eftertragtede, og Morten Møller Iversen har været både en dygtig og arbejdsom direktør og medarbejder i Odense Kommune gennem mange år, siger Rådmand Søren Windell (C) i forbindelse med skiftet.
– Jeg håber, at han en dag finder hjem til Odense Kommune igen. Nu går vi i gang med processen for at finde en ny direktør, og indtil det er på plads, er jeg tryg ved, at Martin Petersen, nuværende chef for Fritid og Kultur, har sagt ja til at blive konstitueret i stillingen, siger Søren Windell.
Det er afdelingschef Martin Petersen fra Fritid og Kultur, der nu bliver konstitueret som direktør i overgangsperioden fra 1. juni og frem til, at Odense Kommune kan ansætte en ny direktør for By- og Kulturforvaltningen.