Rambøll er blevet anerkendt for deres investeringer, vækst og for at være en aktiv aktør med et stort fokus på bæredygtige løsninger. Derfor fik de onsdag eftermiddag overrakt prisen “Transatlantic Company of the Year af AmCham Denmark, det amerikanske handelskammer i Danmark. Det skriver AmCham Denmark i en pressemeddelelse.
– Vi er meget glade for at blive anerkendt af AmCham for vores strategiske vækstrejse i USA, som vil fortsætte i fremtiden. Vores ambition er at vokse fra de nuværende 2.000 medarbejdere i USA til 3-4.000 medarbejdere om fire til fem år, siger Rambølls koncernchef Jens-Peter Saul.
Prisen uddeles hvert år til en dansk virksomhed, der har investeret i USA og nået ekstraordinære resultater på flere områder. Sidste år vandt softwarefirmaet SiteImprove, mens Vestas vandt i 2017.
To massive opkøb
Rambøll har imponeret juryen med deres store engagement og vækst i USA. Det siger talsperson og formand for juryen, Jørgen Bardenfleth.
– Rambøll har vist forretningsmæssig ekspertise ved at generere innovative løsninger med et stærkt fokus på bæredygtig urbanisering til både den offentlige og private sektor i USA, men også ved samtidig at være en aktiv deltager i de samfund, de beskæftiger sig med, siger Jørgen Bardenfleth.
Rambøll opkøbte i 2014 konsulentfirmaet Environ, der havde mere end 1500 miljø- og sundhedseksperter i 21 lande. I december sidste år opkøbte de så den rådgivende ingeniørvirksomhed OBG og føjede yderligere 900 eksperter inden for vand, energi, miljø og advanced manufacturing til selskabet.
– Juryen var desuden imponeret over de to signifikante amerikanske investeringer i Environ og OBG, som har vist sig at være vigtige drivere for virksomhedens vækst i USA, men vi har også lagt vægt på, at 15 procent af Rambølls profit kommer fra USA, hvilket gør det til en af virksomhedens mest succesrige regioner, siger Jørgen Bardenfleth.
Jens-Peter Saul er enig i, at de to investeringer har gjort forskellen.
– Vi etablerede vores tilstedeværelse på markedet i 2015 med opkøbet af den amerikansk baserede globale konsulentvirksomhed, Environ, og kort før årsskiftet fik vores vækstambitioner yderligere fart med opkøbet af den amerikanske ingeniørvirksomhed, OBG. Opkøbet af OBG tilførte 900 eksperter inden for vand, energi og miljø, og vi oprettede samtidig en ny hovedforretningsenhed for Americas, siger han.