Pihlkonsortiet hejser kransen i Carlsberg Byen

Der er netop afholdt rejsegilde på projektet Carlsberg Byen byggeafsnit 6V, som består af det 80 meter høje Carls Tårn og to boligkarreer og i alt kommer til at tælle 288 boliger samt kontorer og erhvervslejemål fordelt på 31.400 m2.
Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i Pihl & Søn.
Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i Pihl & Søn.

Siden 2012 har Carlsberg Byen været under en stor udvikling og er netop ved at tage form som en ny, levende bydel med høje tårne, grønne haver, smalle gader og åbne pladser, som danner rammen om boliger, butikker, cafeer, restauranter, kontorer og uddannelses- og kulturinstitutioner.

Med opførelsen af Carls Tårn og boligkarreerne Nebelong Hus og Olivia Hus har entreprenøren Pihlkonsortiet en aktiv rolle i udviklingen af projektet Carlsberg Byen BA6V, som ligger på det sidste byggefelt i den vestlige del af den gamle bryggerigrund.

Byggeriet skrider planmæssigt fremad, og for nyligt kunne konsortiet meddele, at Carls Tårn har nået sin fulde højde, og at alle råhuse til karrebygningerne er blevet succesfuldt færdiggjort.

Læs mere: 80 meter højt betonskelet står færdigt i Carlsberg Byen

Onsdag d. 13. december kunne de så sætte hak ud for næste store milepæl, da bygherre og entreprenør kunne fejre rejsegilde:

– Vi er stolte over at have nået denne vigtige milepæl i Carlsberg Byen, og vi er fast besluttede på at fortsætte med at opretholde den høje kvalitet og sikre, at projektet stadig imødekomme de forventninger, vi sammen har sat, siger Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i Pihl & Søn.

Sammen med bygherre har entreprenøren Pihlkonsortiet netop hyldet håndværkernes arbejde og projektets fremgang med rejsegilde på projektet Carlsberg Byen byggeafsnit 6V.
Sammen med bygherre har entreprenøren Pihlkonsortiet netop hyldet håndværkernes arbejde og projektets fremgang med rejsegilde på projektet Carlsberg Byen byggeafsnit 6V.

Virksomhederne i Pihlkonsortiet har hver sit speciale, herunder jord og kloakarbejder, spuns, pæleramning og øvrige anlægsarbejder (M.J. Eriksson), råhusarbejder (LM Byg) og overordnet planlægning, projekt og projekteringsledelse samt styring af lukning, installationer og aptering (Pihl & Søn).

Ikke blot et byggeprojekt

Også bygherre er tilfreds med projektet:

– Vores projekt er ikke blot et byggeprojekt; det er en del af et helt nyt bykvarter i København og en del af Hovedstadens fremtid. Vi er glade for den høje kvalitet og professionalisme, som Pihlkonsortiets hold og håndværkere har demonstreret gennem hele byggeprocessen, siger adm. direktør, CEO, Jens Nyhus, fra Udviklingsselskabet Carlsberg Byen.

I alt vil 15 % af Carlsberg Byen bestå af fredede og bevaringsværdige bygninger, hvoraf de fleste transformeres, mens 50 % af den samlede by vil bestå af boliger og 35 % bliver til erhverv.

Relateret indhold