Aarhus er et skridt tættere på at få et nyt p-hus. Projektet “Park with AarhUS” er netop blevet belønnet med førstepremien i en konkurrence, hvis formål var at finde de bedste rammer til biler i Sydhavnskvarteret.
Og der er ikke lagt op til anlæg af den sædvanlige støvede betonkolods. Kravet var, at man skulle skabe et hus med plads til 700 biler, som også kunne skabe liv og binde bydelen sammen. Tættest på kom altså Open Platform ApS i samarbejde med JaJa Architects ApS. Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, er glad for indsparket:
– Vi har fokuseret på gode ideer frem for konkrete løsninger, og det glæder mig at se de mange gode bud, der er kommet på, hvordan et parkeringshus kan bidrage til at skabe en levende bydel, siger han.
Næste skridt er, at Aarhus Kommune sætter sig ned med de præmierede projekter og ser på, hvilke af de mange gode ideer, der kan realiseres i praksis.
Det fremtidige P-hus kommer dermed efter alt at dømme til at bygge på input fra flere af projekterne.