Middelfart Marina
- Bygherre: Middelfart Kommune
- Arkitektur- og landskabsarkitektur: Udviklet i et samarbejde mellem Adept og Lytt Architecture
- Totalrådgiver, arkitekt: Ghb Landskabsarkitekter
- Rådgivende ingeniør: Moe
- Areal: 4.000 kvm (samlet: 50.000 kvm)
- Samlede udgifter: 42,477 mio. kr. Heraf har Middelfart Kommune afsat 29 mio. kr. og Lokale- og Anlægsfonden støtter med 8,5 mio. kr. De resterende knap 5 mio. kr. skal findes hos andre fonde.
- Masterplan: Land+ landskabsarkitekter
- Projektperiode: 2018-2030
Ambitionen er, at Middelfart Marina skal være et fyrtårn for rekreative aktiviteter og et eksempel på, hvordan en traditionel marina kan forvandles til et multifunktionelt og aktivt mødested, hvor aktivitetsmuligheder på både vand og land tiltrækker flere og nye brugere.
Land+ landskabsarkitekter udarbejdede i 2018 en masterplan for området, der indtil nu har udmøntet sig i bl.a. ny infrastruktur, en flydebro, ny servicekaj, nyt masteskur og en uddybning af havnen. Nu er tiden kommet til at igangsætte det store greb med projektnavnet ‘En Marina Med Mere’, der skal forvandle marinaen til et fyrtårn for rekreative aktiviteter.
Helhedsplanen rykker markant ved det landskabsarkitektoniske og transformerer lystbådehavnen til en langt mere inviterende, åben og indbydende havn, hvor mange flere borgere får lyst til at bevæge sig ned, føle sig velkomne og møde konkrete aktivitetsmuligheder.
Introducerende aktiviteter
Det er Middelfart Kommunes ambition, at den kommende Middelfart Marina skal byde på en mere alsidig pallette af aktiviteter, så aktiviteterne på og ved marinaen bliver introducerende. Dermed er det ikke blot de erfarne udelivsbrugere der får glæde af stedet, der i lige så høj grad vil invitere og inspirere nye brugere til at springe ud i det aktive udeliv. Specielt den yngre generation er et markant fokuspunkt.
Visionen med at skabe støttepunkter i naturen, der skal sikre de aktive i naturen muligheder for læ, ly og ophold, integreres ligeledes som et af de helt væsentlige fokusområder for marinaen.
Jakob Færch, udviklingskonsulent i Lokale- og Anlægsfonden, der støtter projektet med 8,5 mio. kr., siger:
– Faciliteterne, der kommer til at udgøre marinaens fremtidige udtryk og fantastiske brugsmuligheder, vil ikke blot ændre måden eksisterende brugere benytter marinaen, men der vil også skabes nye muligheder for, at en lang række nye brugere kommer til at få deres daglige gang ved og på marinaen. Særligt vil børn og unge få øjnene op for de attraktive naturoplevelser på Middelfarts nye maritime mødested. Det bliver med andre ord et sted for alle, der er nysgerrige efter at vide mere om eller opleve naturen på og ved vandet.
Aktiviteter på vand og til lands – hele året
Med etableringen af nye faciliteter og en generel opgradering af de eksisterende rammer er der ikke blot dannet grobund for nye fællesskaber på tværs af de kommende brugergrupper, men ligeledes at stort set alle brugergrupper kan være aktive året rundt, selv i de kolde og mørke måneder.
De nye bygninger skaber mulighed for alt fra marinaformidling, undervisning, madlavning, vinterbadning, strand-leg, dykning, SUP & surf, havsvømning, UV-jagt, vandring, sanke- og cykelture på landevej og MTB.
– Projektet handler om at skabe en nutidig marina, der er mere end et omdrejningspunkt for vandsport. Området skal være et mødested med masser af aktivitetsmuligheder på både vand og land og til glæde for alle generationer. Med tilskuddet fra Lokale- og Anlægsfonden kommer vi realiseringen af projektet et stort stykke nærmere, fortæller Middelfart Kommunes borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen, der vurderer, at Lytt arkitekternes arbejde med projektet, har skubbet det i den helt rigtige retning.
Læs mere under illustrationen…
320 meter lang aktivitetsbrygge
Det er ambitionen, at transformationen af marinaens mange forskellige dele vil binde stedet sammen med Middelfart centrum og Hindsgavl Halvø og skabe en synergi for det rekreative liv ved vandet.
Projektområdet kan opdeles i fire områder:
1. Ankomstområdet, der før ledte biler direkte ned på marinaen, flyttes, så færre biler i fremtiden vil ‘tage plads’ fra aktiviteter som eksempelvis loppemarkeder, koncerter, maritime begivenheder, sportsevents m.m. Der vil ligeledes, på opløbsstrækningen til marinaen, blive opført en 145 meter lang asfaltbelagt konstruktion, som får navnet ‘Bølgen’. Her vil streetsporten og skaterne have mulighed for at dyrke deres sport.
2. Etableringen af Aktivitetsbryggen bliver det mest gennemgående greb i projektet. Det udgøres af et 320 m langt og 3 m bredt træ-dæk, der strækker sig fra det eksisterende havnekontor og frem til- og ud i Fænøsund. I forbindelse med aktivitetsbryggen opføres der ligeledes et cykelpitstop, to enghuse, tre strandhuse og sundhuset – disse bygninger bliver fælleshus, grejbank, udekøkken, madpakkehus m.m.
3. Sundhuset er et 140 m2 stort fælleshus der får sin placering i vandkanten og som derfor bliver Marinaens ‘blå’ mødested. Huset bliver stedet hvor fællesskaberne, de nye og ‘gamle’, naboerne og gæsterne mødes. Det isolerede og opvarmede hus kan være i brug hele året og kan derfor tilgodese alle de forskellige brugergrupper.
4. For at få mere plads til strandaktiviteter udvides stranden og der vil skabes et bassin med plads til inddæmmede aktiviteter på vandet. Bag stranden vil et naturskønt bakket strandlandskab folde sig ud. Bakkerne vil beklædes med græs og andet flora, der skal invitere til trygge og uformelle ophold, samt skabe en forstærket og mangfoldig rummelighed tæt ved vandet. Den eksisterende mole bliver beplantet med grønt der skal sikre ly og læ for de brugere der eksempelvis er på picnic. Derudover etableres der både tribune, dommerhus, toiletfaciliteter, en fiskeplads samt en 60 m2 stor sauna med omklædningsbygning til havbaderne på molen. For enden af molen rammer man fyrtårnet, der vil fungere som vartegn for projektet.