I udkanten af Aalborg på den vestlige side af Sønder Tranders ligger det nye område Bartelsgaard.
Her GreveParken solgt en del af deres grund fra til Egonsminde Invest og Tee Jays PH Holding. Sammen vil de nye ejere opføre 43 rækkehuse på den 12.575 m2 store grund, der tidligere har været juletræsplantage og endnu tidligere æbletræsplantage.
Læs også: 9. boligfællesskab for 50+ – nu kommer det til Jylland
– Vores totalentreprenør på projektet Vestergaard Construction er allerede gået i gang med kloak- og gravearbejdet, fortæller Michael Jensen, CEO, Egonsminde Invest, der primært bygger rækkehuse.
Rækkehusene bliver på ca. 110 m2 i 2 plan, hvor 23 af dem er 4-værelses primært til familier, og 20 af dem er 3-værelses til par uden børn.
Gammel byggestil
Man ønsker at opretholde Sønder Tranders landsbymiljø bl.a. med gårdmiljø mellem boligerne, der opføres i gammel byggestil med murede og vandskurede facader med sorte og røde vingetegl på tagene.
Læs også: Aalborg: Ambitiøs vision samler sport og kultur i nyt stadionområde
Der bliver store udenomsområder, og hvert rækkehus råder over lange og brede indkørsler på den ene side og rummelige private terrasser/haver på den anden side.
Boliger forventes at stå klar til udlejning og indflytning i starten af 2025.
EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget.