Swedoors nye produktserie inden for yderdøre hedder “Silence” og er målrettet det professionelle projektmarked. Med Silence-yderdøren kombinerer entreprenøren selv den ideelle dørløsning ud fra de krav, byggeriet stiller til eksempelvis lyd, brand, design og farve.
Først vælges design og type, og dernæst klassificeringer og egenskaber som lyd, røg, brand og sikkerhed, som ifølge producenten følger bygningsreglementets gældende lovkrav. De mange valgmuligheder skal gøre det nemt at skræddersy yderdøre til det enkelte byggeri, og arkitekter får samtidig en række fordele med et bredt udvalg af glasløsninger, overflader, farver og tilvalg i designet af den rigtige yderdør.
Silence-dørene har en speciel sandwich-konstruktion, som i kombination med den tilhørende karm giver en lydreduktion på 37-44 dB.
Dørene i Silence-serien kan leveres i de fleste yderdørsmodeller og kombineres med brandklassificering EI130 og EI230, røgtæthed Sa og Sm, sikkerhedsklasse RC3, sidelys og skjulte hængsler.