Fra stort set alle sider i bygge- og anlægsbranchen lyder samme melding om akut mangel på arbejdskraft, og i de kommende år vil 150.000 faglærte gå på pension uden at blive erstattet. Dog er der stor forskel på, hvor meget virksomheder bidrager til uddannelsen af fremtidens faglærte – og ofte afhænger det er størrelsen på virksomheden.
En ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, viser, at 2 ud af 3 lærepladser på det private arbejdsmarked kan findes på virksomheder med under 100 ansatte. Og virksomheder med under 50 ansatte tager i gennemsnit ca. dobbelt så mange lærlinge pr. medarbejder, som virksomheder med over 250 ansatte.
Læs også: Mangel på faglærte: Disse kommuner bliver hårdest ramt
Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMVdanmark, mener, at ubalancen bør få de store virksomheder på banen, og at politikerne bør styrke de små virksomheders mulighed for at tage endnu flere:
– Vi arbejder målrettet på, at flere skal starte på en erhvervsuddannelse, men det vil også kræve, at der oprettes lærepladser til dem, så de kan gennemføre deres uddannelse. Det kræver, at alle bidrager. Og særligt de offentlige arbejdsgivere og de store private virksomheder løfter ikke det ansvar i samme omfang som de mindre virksomheder, siger han.
Det skal være lettere at dele en lærling
Ifølge chefkonsulenten skal det gøres lettere for mindre virksomheder at oprette lærepladser. Han påpeger, at en del mindre virksomheder gerne vil tage en lærling, men ikke har arbejde til én på fuld tid:
– Mange virksomheder er så små eller specialiserede, at de kun kan stå for en del af en lærlings uddannelsesforløb. Løsningen er, at det skal være lettere for virksomheder at dele en lærling. Hvis det sker, står vi potentielt med mange tusinde flere lærepladser.
Flere opgaver bør gå til lokale
Kasper Munk Rasmussen opfordrer desuden til, at kommuner, regioner og staten i højere grad bruger de mindre og lokale virksomheder til at løse opgaver for det offentlige:
– På den måde understøtter man de virksomheder, der løfter et uddannelsesansvar. Et konkret eksempel er forsvarsforliget, der rummer milliarder til at renovere kaserner rundt om i landet. De opgaver bør lokale virksomheder i stor stil få del i, siger han.