Med akkrediteringen i hus kan OBH Brandinspektion nu udføre lovpligtige og årlige inspektioner på alle bestående anlæg. Virksomheden kan tilmed udføre førstegangsinspektioner for anlægsentreprenører og bygningsejere med nye anlæg eller konvertering/udvidelse af eksisterende anlæg.
Virksomhedens landsdækkende korps af inspektører er dermed klar til at tage fat på opgaverne.
Sikkerhed og tryghed
– Aktive brandsikringsanlæg reducerer risikoen for person- og byggeskader, og inspektionsydelsen passer derfor godt overens med vores ambition om at bidrage til sikre, sunde og trygge bygninger til mennesker, siger direktør i OBH Brandsikring Lars Danielsen og fortsætter:
– Uanset om kunden er anlægsejer eller anlægsentreprenør, er vores fokus den korrekte anlægsfunktion kombineret med dialog og indsigt i de særlige ønsker og behov, der måtte være på det aktuelle brandsikringsanlæg.
I forbindelse med inspektionen vurderes der også på bygningsændringer, produktionsforhold og om brugen af bygningen har ændret sig, da dette kan have indflydelse på det enkelte anlægs funktion og virkemåde.
Driftsoptimering
En brandinspektion er kundens sikkerhed for, at brandsikringsanlægget fungerer i henhold til de gældende forskrifter og inspektionsrapporten er uundværlig tredjeparts-dokumentation til myndigheder, forsikringsselskaber og andre interessenter.
– Men det er også vigtigt for os med tydelig dialog samt at inspektionsrapporten løbende kan bidrage som hjælpeværktøj i den daglige drift. Det er vores mål at inspektionen skal være en god oplevelse, siger fagspecialist og AVS-inspektør, Søren Andersen.
OBH Brandinspektion er en selvstændig del af OBH Rådgivende Ingeniører, som siden 1965 har arbejdet med at forene bygninger og mennesker, og hvor fokus fortsat er tryghed og trivsel kombineret med sikkerhed og værdiskabende driftsoptimering.