Månedens Top10: Fredet Aarhus-hospital bliver til 231 almene boliger

Hver måned bringer Dagens Byggeri Byggefaktas Top10-liste over månedens største spadestik (se listen nederst) og sætter fokus på et af projekterne: Renæssancebyen er centralt placeret i Aarhus' nye bydel, Bindesbøll Byen, og tager udgangspunkt i en fredet hospitalsbygning, der transformeres til almene boliger med stor variation til studerende og familier.
Foto: Erik Arkitekter.
Foto: Erik Arkitekter.

Om projektet

  • Bindesbøll By / Renæssancebyen – Ombygning til almene boliger
  • Areal: 18.400 m2
  • Bygherre: Arbejdernes Andelsboligforening (AAB)
  • Totalrådgiver og byggeleder: Erik Arkitekter
  • Ingeniør: Stokvad Rådgivende Ingeniører
  • Landskabsarkitekt: Terra Nova landskabsarkitekter
  • Hovedentreprenør: MT Højgaard
  • Byggestart: Aug. 2022
  • Afsluttes: Juli 2024
  • Pris: 210 mio. kroner

Bindesbøll Byen er en helt ny bydel i Risskov, der med respekt for det fredede gamle psykiatriske hospital og den tilhørende park nu bliver omdannet til en attraktiv bydel et stenkast fra skov, strand og tæt på centrum af Aarhus.

Byen består af fire boligområder – Renæssancebyen, Allébyen, Skovbyen og Parkkvarteret – og bygges op omkring det gamle, fredede psykiatriske hospital, som er et markant arkitektonisk værk fra 1852 af Gottlieb Bindesbøll.

Den danske arkitekt indtager en vigtig rolle i dansk arkitekturhistorie, idet han anviste andre mulige arkitektoniske veje, der ikke var præget af stilefterligning. Det gav hans værker en selvstændighed, der pegede frem mod nationalromantikken og også mod den moderne arkitektur.

Thorvaldsens Museum er hans hovedværk, men det psykiatriske hospital i Risskov udmærker sig således også med den grønne park foran, som har stor værdi for mange århusianere, og hvorfra Renæssancebyen udspringer.

Gør mindst muligt – intet giver mere mening

I forbindelse med, at hospitalet er flyttet til Skejby, transformeres hovedbygningerne til 231 almene boliger, som skal fungere i tæt sammenhæng med ca. 960 nybyggede boliger.

Renæssancebyens almene boliger gør sig særligt bemærket i området med de mange andre private boliger og herskabslejligheder og sikre derved den ønskede diversitet og blandede bydel.

– Det har været en meget udfordrende og spændende opgave at give sig i kast med en fredet bygningsmasse, siger bygningskonstruktør og associeret partner hos Erik Arkitekter, Anders Gottfred Petersen, der siden tegnestuen vandt totalrådgivningen helt tilbage i 2017 har arbejdet tæt sammen med Slots- og Kulturstyrelsen:

Foto: Erik Arkitekter.
Foto: Erik Arkitekter.

– Med en fredet bygning er meget givet på forhånd. Derfor har det handlet om at få mest mulig bolig ud af kvadratmeterne og samtidig gøre mindst muligt, altid med respekt for den oprindelige bygning, tilføjer han og uddyber:

– Når vi taler om bæredygtighed, giver intet mere mening end at renovere og give nyt liv til en bebyggelse fra 1800-tallet.

Har fået meget givet

De 231 almene boliger varierer fra et-værelsers på ca. 30 m2 til studerende og op til 115 m2 til familier. Flere har udsigt over vandet og parken, mens andre boliger har facade-/indgangsdør, som i et rækkehus; de boliger, der ligger øverst under taget, er med ovenlysvinduer og synlige hanebånd, mens andre har op til fire meter til loft og er med gamle naturstensgulve.

– Vi er blevet givet meget i forvejen, da bygningerne har så meget sjæl. I nogle rum har vi blandt andet haft held med at finde de oprindelige stuklofter og bevare de oprindelige træpaneler på væggene, som bidrager til den særlige ånd. Dernæst har vi skullet holde os inden for de almennyttige rammer, hvad angår lejlighedsstørrelser og den økonomiske ramme for støttet byggeri. Vi har fokuseret på få flest mulige, gennemlyste boliger og mindst muligt fælles adgangsareal, hvilket har været udfordrende proces i kraft af de eksisterende fredede vægge og ganglinjer, siger Anders Gottfred Petersen.

Foto: Erik Arkitekter.
Foto: Erik Arkitekter.

Desuden styrkes klimaskærmen med nye kviste, forsatsvinduer og facadedøre og murede skorstene, mens tagkonstruktionen renoveres, hvor det er nødvendigt, og tilføres isolering uden, at fugtforholdene ændres betydeligt.

Klogere på datidens byggeri

Indvendigt nedbrydes eksisterende, ikke-fredede vægge, overflader og installationer, og nye indvendige vægge, gulve, lofter, overflader, nye varme- og elinstallationer og boligventilation etableres. Ligeledes får bygningen nye hovedtrapper.

– Selvom det er en renovering af en fredet bygning, har vi ikke følt os begrænset. Projekt har hele tiden udfordret os og krævet mere utraditionelle løsninger. Samtidig er vi blevet klogere på datidens byggeskik og arkitektur, siger bygningskonstruktøren hos Erik Arkitekter.

Foto: Erik Arkitekter.
Foto: Erik Arkitekter.

Renæssancebyen står efter planen færdig i slutningen af 2024.

De tre andre boligområder:

– Allébyen er den tættest bebyggede af de fire og har en udpræget bymæssig karakter. Her bygges mere i højden og op til fire etager, undtagelsesvis i fem etager, i karreer, der samler sig om grønne gårdrum.

– Parkkvarterets park flankeres af tilpassede rækkehuse i to etager, som opføres i mindre klynger af fire-otte boliger, hvor boligerne forskyder sig i forhold til hinanden.

Skovbyens huse er adskilt fra resten af byen og placeret i et område med store, gamle træer og et kuperet terræn. Boligerne er to-fire etagers opgangshuse med tagterrasser i højde med trækronerne.

Relateret indhold