Odense Letbane står med en stor millionregning på grund af coronaproblemer hos den spanske entreprenør Comsa, der står for projektets sporarbejde.
Beløbbet er opgjort til 50 millioner kroner, oplyser Odense Letbane, og dertil skal lægges 20 millioner kroner, fordi man nu er nødt til at sætte hastigheden på arbejdet op.
https://www.instagram.com/p/CCvHiIChSPd/
– Covid-situationen har ramt vores transportleverandør, spanske Comsa, som på grund af en række covid-relaterede hændelser og omstændigheder ikke blot er blevet ramt på pengepungen – også arbejdet er blevet forsinket. Comsa har haft problemer med at få de nødvendige anlægsfolk til Danmark, og de har heller ikke kunnet få nødvendigt udstyr til Odense. Samtidig har de måttet tage nye arbejdsmetoder i brug med at arbejde i små teams for at holde afstand mellem arbejderne. Alt i alt har det kostet på fremdriften, og den forsinkelse skal nu indhentes, fortæller administrerende direktør for Odense Letbane, Mogens Hagelskær.
Skal åbne som planlagt
Odense Letbane ønsker penge hentet fra projektets centrale reserver. Bliver det godkendt hos staten og Odense Kommune, vil det tage omkring halvdelen af projektets samlede buffer.
Comsa har efter aftalen med Odense Letbane sat 100 mand ekstra på opgaven, så man kan indhente det tabte. Derfor må odenseanerne formentlig affinde sig med en del mere aktivitet de kommende måneder, for der er planer om aften-, nat- og weekendarbejde.
Den øgede aktivitet skal holde deadline for projektet, hvor man lige nu regner med at åbne letbanen for passagerer til september næste år. Hvis man i stedet for at øge tempoet på projektet havde forlænget det med for eksempel tre måneder, ville det have kostet omkring 140 millioner kroner, lyder det fra Mogens Hagelskær.