Kopier af Randers skal opføres i Kina

I en gigantisk satsning vil et kinesisk konsortium bygge kopier af Randers-bygninger seks steder i Kina. Det foregår hen over de næste tre år.
Snart vil man kunne besøge Randers' gamle rådhus i indtil flere kinesiske byer. Foto: Randers Kommune.
Snart vil man kunne besøge Randers' gamle rådhus i indtil flere kinesiske byer. Foto: Randers Kommune.

Først en lille gåde: Hvad har de seks kinesiske byer Huainan, Yangzhou, Anqing, Hengyang, Zaozhuang og Xingtai tilfælles?

Svaret er, at man snart vil kunne besøge et lille udsnit af Randers i hver og én. Det skyldes, at et stort kinesisk konsortium har forelsket sig i den østjyske bys arkitektur. Hvorfor? Det vender vi tilbage til. Hos borgmesteren i Randers Kommune, Torben Hansen (S), er der i første omgang begestring over udsigterne til Randers’ særegne vækst.

– Det er den første kopi af en dansk bygning i Kina. Og her i Randers ser vi det ikke alene som en enestående mulighed lokalt, fordi bygningen i sit indre vil være et udstillingsvindue for vores erhvervsliv og samfund, det er også en mulighed for resten af Østjylland og Danmark, siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Det drejer sig i første omgang om en kopi af Randers gamle rådhus, som er fra 1778. Rådhuset ligger i hjertet af Randers’ middelaldermidtby. Derudover er der også tanker om at bygge en kopi af Helligåndshuset, hvis historie går helt tilbage til år 1434.

Noget til middelklassen

Nå, men tilbage til det store spørgsmål – hvad ser kineserne i Randers? Svaret skal findes i den voksende middelklasse.

I Kinas nye femårsprogram er det besluttet, at Kina skal trække omverdenen tættere på. Samtidig har den voksende middelklasse fået fritid og dermed også ønsker til rekreative tilbud. I første omgang fik man i Kina øjnene op for, at den muslimske bydel i kejserbyen Shiang er en stor attraktion. Derfor bygger man nu flere bydele, hvor man kopierer byggestil og tilgang fra andre steder i verden.

Den kinesiske regering har indledt en omfattende indsats, hvor en lang række større byer skal udvikle og etablere tematiserede seværdighedsområder. De vil blive en blanding af oplevelsescentre, forlystelsesparker og hele bydele opført helt eller delvis som kopier af byer i andre lande. Der skal i alt bygges 4.980 “temabyer” – hvoraf Randers altså er en del.

– Det er imponerende projekter, og de spiller godt sammen med, at Randers gennem en lang årrække har haft gode relationer til Kina og ikke mindst vores kinesiske partnerskabsbyer, siger Torben Hansen

Byggeret for 12 milliarder

Det er det kinesiske konsortium FANS, som har købt byggeretten af den kinesiske stat for i alt 12 milliarder danske kroner og indgået aftale med seks kinesiske byer. Repræsentanter fra konsortiet har flere gange besøgt Randers og udpeget flere egnede bygninger. De seks udvalgte områder ligger alle i det østlige Kina. Og der kommer også bonus retur fra Riget i Midten.

– Inde i kopierne af Randers Rådhus har Randers Kommune alle seks steder råderetten over, hvad der skal formidles. Her vil vi sikre, at et rejsebureau er til stede, som sælger rejser til Skandinavien og hvor alle pakkerejser indeholder mindst halvanden dag i Randers og en overnatning, siger Torben Hansen.

Relateret indhold