Kommunen vil selv bestemme – opfører 20 vindmøller de næste 5 år

Danmark skal være CO2-neutralt i 2050, og derfor tager Varde Kommune nu handling med en klimahandlingsplan, der blandt andet indebærer udvikling af projekter inden for bio-, vind- og solenergi.
Et enigt udvalg for Plan og Teknik vil planlægge 200 hektar solceller og 3-4 vindmøller årligt frem mod 2028 i bestræbelserne på at blive uafhængige af fossile brændstoffer.
Et enigt udvalg for Plan og Teknik vil planlægge 200 hektar solceller og 3-4 vindmøller årligt frem mod 2028 i bestræbelserne på at blive uafhængige af fossile brændstoffer.

I Varde Kommune har et enigt udvalg i Plan og Teknik besluttet at indstille til Byrådet, at der frem mod 2028 skal planlægges 200 hektar solceller (0,1125 TWh) og 3-4 vindmøller (0,069 TWh) årligt.

– For at nå målet om CO2-neutralitet i 2050 skal vi handle nu. Hvis Varde Kommune ikke selv igangsætter konkrete projekter, er der en stor risiko for, at staten tager beslutningerne for os. Dermed vil vi miste indflydelse på, hvordan vores kommune skal udvikle sig og hvor projekterne skal opføres, siger Preben Friis-Hauge (V), formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune.

Færre og større bedre end mange små

Som de første tiltag foreslås det, at der i 2023 bliver igangsat:

– Et 221 hektar stort solcelleprojekt i Vittarp.

– En plansag for udvidelsen af Blåbjerg Biogas.

– En undersøgelse af, om to vindmølleprojekter ved Kvong og Malle kan samles til ét stort. Resultatet af denne undersøgelse skal præsenteres for udvalget senest den 11. september 2023.

Udvalget er desuden blevet enige om principper for, hvordan kommende projekter skal udvikles, og her er et af principperne, at færre og større projekter er bedre end mange små.

Derfor vil Varde Kommune forsøge at få projektudviklere til at samarbejde og eksempelvis få flere mindre projekter samlet til ét stort.

Gener og naboinvolvering

Fra udvalget lyder, at solceller og vindmøller uundgåeligt vil få betydning for kommende naboer, og derfor skal der sammen med projektudviklerne være en åben dialog med berørte borgere og virksomheder om alle konkrete projekter.

Derudover vil der i planlægningen være fokus på at undersøge nye muligheder som eksempelvis samarbejder med andre kommuner.

– Sol- og vindprojekter er nødvendige for at nå i mål, men vi er også bevidste om, at projekterne vil komme til at påvirke de kommende naboer. Derfor vil vi arbejde for at sikre, at borgerne i Varde Kommune får medejerskab til den vedvarende energiproduktion, siger Kitty Gamkinn (C), medlem af Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune.

Byrådet skal behandle forslaget den 11. april 2023.

Relateret indhold