Helgoland boliger
- Bygherre: Gemeinde Helgoland
- Udvikler: Campus 360
- Arkitekt: Sangberg
- Rummoduler: Diamond Modules
- Areal: 3.500 kvadratmeter fordelt på 68 boliger
Engelsk koloni, baderesort for overklassen og de intellektuelle, tysk flådebase under verdenskrigene og truet af britisk sprængning. Helgoland har haft en omtumlet tilværelse, indtil området i starten af 1950’erne atter blev overgivet til Tyskland, der igangsatte en genopbygning af øen. I dag oplever Helgoland en opblomstring i turismen.
Behov for bæredygtige boliger
Rundt omkring på de tyske øer er der behov for at understøtte den positive turismeudvikling med flere boliger. Da den første tyske ø-konference blev afholdt sidste år, diskuterede man blandt andet bæredygtig udvikling inden for turisme og infrastruktur – ligesom behovet for lejeboliger var et af konferencens omdrejningspunkter. Den problemstilling adresserer Sangbergs 68 klimavenlige boliger på Helgoland.
– For os er dette på mange måder et fyrtårnsprojekt, fortæller Jörg Singer, borgmester på Helgoland og føjer til:
– De nye lejligheder er attraktive, prismæssigt overkommelige og klimavenlige. Vi er alt i alt meget tilfredse med de nye boliger, der er opført på Helgoland.
Boligerne er opført som lavenergihuse, hvilket medfører et fokus på CO2-udledningen under både opførsel og i forbindelse med den efterfølgende drift og vedligehold. Hermed understøtter de klimavenlige boliger Helgolands målsætning om at blive en nul-emissions ø.
Første træbyggeri for Sangberg
Boligerne på Helgoland er Sangbergs første tyske træbyggeri, og projektet bygger videre på den kulturarv og identitet, som har kendetegnet øen siden 1950’erne. De nye boliger er enkle saddeltagshuse med træ- og mørke zinkfacader, hvis farver viderefører de øvrige bygningers farvesætning.
Projektet er designet som et klimavenligt træbyggeri. Boligerne er industrielt let byggeri fremstillet af præfabrikerede træmoduler, som produceres på en fabrik på fastlandet. Præfabrikationen resulterer i kort opførelsestid, en minimering af vejrrelaterede forsinkelser og færre trafik- og byggeomkostninger, uden at man giver afkald på byggeriets kvalitet.
Thomas Walcher er associeret partner hos Sangberg og har været ansvarlig for projektet.
– Der er mange udfordringer, der skal takles, når man bygger nye boliger på en ø i Nordsøen. En af disse er logistikken, derudover er der også indkøb af byggematerialer og den dyre og tidskrævende transport. Derfor valgte vi i samarbejde med kommunen at opføre de klimavenlige boliger som modulbyggeri, hvor modulerne bliver fremstillet på fastlandet, hvorefter de sejles ud på øen, hvor de samles. Ved hjælp af denne sikre og optimerede byggeproces har vi, på trods de særlige byggeforhold på Helgoland, undgået de værste udfordringer ved at bygge nyt på et ellers utilgængeligt sted. Vi sigter på at færdiggøre alle 68 boliger i begyndelsen af 2020. Når man tager højde for beliggenheden og afhængigheden af vejrlig forhold, er en byggetid på halvandet år bestemt noget vi er tilfredse med.
Boligerne er udviklet i samarbejde med Campus 360, mens Gemeinde Helgoland er bygherre og Diamond Module leverer træmodulerne.