Kemp & Lauritzen efter tre sager: Finkæmmer lasten for lig

Kemp & Lauritzens navn dukkede op i sidste uges skandalesag i Forsvarets Ejendomsstyrelse. Det var den tredje møgsag på fem år. Firmaets ledelse har nu besluttet at gennemføre en særskilt revisionsundersøgelse. De gider ikke flere sager.

Der må ikke kunne rejses tvivl om ordentligheden hos Kemp & Lauritzen, hedder det i en pressemeddelelse fra virksomheden, som nu sætter Deloitte i gang med at lave en særskilt revionsionsundersøgelse. Kemp & Lauritzen oplyser, at der ingen indikationer er på, at der skulle være mere at komme efter i virksomhedens kundeforhold med Forsvarets Ejendomsstyrelse. For at slå det endeligt fast, er Deloitte blevet bedt om at lave en revisionsundersøgelse.

– Det kan i virkeligheden sammenfattes i fire ord, siger administrerende direktør i Kemp & Lauritzen, Peter Kaas Hammer: Fri mig for overraskelser! Det forløb, vi har været igennem med både Forsvarets Ejendomsstyrelse og senere Bygningsstyrelsen, er i den grad kommet bag på mig. Begge sager har sat virksomheden i et dårligt lys, skadet vores anseelse og i betydelig grad frustreret alle i virksomheden. Så når nu den gamle sag med Forsvarets Ejendomsstyrelse bliver omtalt i medierne, er det afgørende, at vi én gang for alle får skabt fuld klarhed om alt i den rammeaftale, vi siden 2014 har haft med Forsvaret. Det gør vi bedst ved at få gransket også de øvrige arbejdssteder. Så dét gør vi derfor, siger han.

Lasten finkæmmes for lig

Sidste uges presseomtale omhandler en sag om uregelmæssigheder fra 2016. Kemp & Lauritzen opdagede sammen med Forsvaret i 2016 svindlen, som blev politianmeldt. Beslutningen om revisionsundersøgelsen skal ses på baggrund af, at den omtalte sag kun vedrører ét af Forsvarets mange arbejdssteder, mens Kemp & Lauritzen i dag udfører opgaver for Forsvaret over hele landet. Og selv om der ifølge Kemp & Lauriutzen ikke er nogle lig i lasten, skal selv samme last nu finkæmmes. Der må nelig ikke kunne rejses tvivl om, der er noget at udsætte på eksempelvis forretningsgange og kontrolforanstaltninger.

Peter Kaas Hammer kom selv til Kemp & Lauritzen i august 2017. Han oplyser, at virksomheden de senere år har indført en række nye forretningsgange og kontrolforanstaltninger. Det vil derfor komme bag på ham, hvis den kommende undersøgelse afslører nye uregelmæssigheder.

– Og skulle den vise sig at afdække nye, kritisable forhold, vil det jo betyde, at jeg så får mulighed for at få rettet op dér, hvor tingene ikke måtte følge vores retningslinjer 100 procent. Og det er præcis dét, jeg vil med undersøgelsen, siger direktøren.

Tre sager på fem år

De seneste fem år er Kemp & Lauritzen ramlet ind i tre sager om uregelmæssigheder. To af dem har tidligere været omtalt i pressen. Det gælder dels den aktuelle sag om Forsvarets Ejendomsstyrelse, som ligger tilbage i 2016, dels en sag om Bygningsstyrelsen, som blev opfanget tidligere i år. Den tredje sag vedrører et kundeforhold med en privat virksomhed. Denne sag er fra 2018.

Ifølge den udsendte pressemeddelelse har de tre sager har det til fælles, at det var Kemp & Lauritzen selv, der opfangede uregelmæssighederne via egne kontrolsystemer, ligesom virksomheden også selv orienterede kunden om de identificerede uregelmæssigheder. Fælles for de tre sager er endvidere, at de alle har været af en så grov karakter, at både Kemp & Lauritzen og de tre kunder har måttet bortvise de involverede medarbejdere. I alle tre sager er der desuden indgivet politianmeldelse mod én eller flere medarbejdere.

Relateret indhold