Jagten er gået ind på årets bæredygtige elementer

InnoBYG og Building Green uddeler 7. gang prisen: Det Bæredygtige Element og håber i den anledning at inspirere bygge- og anlægsbranchens aktører til realisering af den grønne omstilling.
Marianne Meyer Jakobsen, der er netværksleder i InnoBYG, kan snart afsløre årets vinder af Det Bæredygtige Element. Pressefoto.
Marianne Meyer Jakobsen, der er netværksleder i InnoBYG, kan snart afsløre årets vinder af Det Bæredygtige Element. Pressefoto.

Materialer, medarbejdere, beregninger og meget, meget mere. Skal byggeriet i mål med den grønne omstilling, er det ikke nok, at man kun fokuserer på ét parameter.

Det standpunkt fremfører InnoBYG og Building Green, som snart uddeler prisen: Det Bæredygtige Element. Der skal nemlig rigtig mange forskellige bæredygtige elementer til, før vi når i mål, siger Marianne Meyer Jakobsen, der er netværksleder i InnoBYG:

– Når vi ser tilbage på de tidligere vindere, finder vi både producenter, en entreprenør, en bygherre, arkitekter, ingeniører og videninstitutioner, siger hun hæfter sig ved, at både Personprisen og Produktprisen gennem årene er gået til meget forskellige aktører.

2020 er ingen undtagelse

Også i år er der stor variation blandt de nominerede. På produktsiden ses både et modulsystem, en brandhæmmer og et udendørs byrumsinventar.

– Det siger igen noget om bredden på de indstillinger vi modtager. Der er ingen tvivl om, at vores fagjury har været på noget af en opgave – men vi synes det er fantastisk at se den store variation i indstillinger og også i de nominerede, siger Marianne Meyer Jakobsen.

Det samme gør sig gældende, når man stiller skarpt på de tre nominerede til Personprisen 2020.

– Vi har arkitekten, som er gået forrest med implementeringen af FN’s Verdensmål i byggeriet. Vi har den offentlige foregangsmand, som har arbejdet benhårdt for grøn omstilling i sin kommune. Og ikke mindst har vi den unge ildsjæl, som ønsker et opgør med de konservative tendenser i bygge- og anlægsbranchen. De er alle værdige vindere – og vi ser frem til at løfte sløret for, hvem der løber med titlen, siger Marianne Meyer Jakobsen.

Relateret indhold