Closing the Loop
- – Omfatter erhvervsklyngerne Food & Bio Cluster Denmark, Lifestyle & Design Cluster, We Build Denmark og Clean, erhvervshusene Hovedstaden, Sjælland, Sydjylland, Midtjylland og Nordjylland samt Teknologisk Institut.
- – Projektet har allerede udvalgt samarbejde med flere stærke værdikæder og omkring 200 virksomheder, private som offentlige partnere. Der er afsat en pulje i projektet til at støtte nye værdikædesamarbejder. Det forventes, at puljen åbnes for ansøgninger i 2024.
- – Projektets primære målgruppe er modne og omstillingsparate, såkaldte Loop Closers, som indgår i værdikæder, hvor væsentlige ressource- og affaldsstrømme flyder.
- – Projektets sekundære målgruppe er virksomheder og andre aktorer, som sætter et væsentligt fodaftryk i form af affald og ressourcestrømme, som der i dag ikke er optimal anvendelse for.
- – Øvrige målgrupper består af virksomheder og aktører, som ønsker at anvende mere bæredygtige materialer, produkter og løsninger og dermed repræsenterer et vigtigt markedstræk for den primære målgruppe.
- – Ud over de direkte implicerede virksomheder, henvender projektet sig også til iværksættere, underleverandører, konsulenter, mindre modne virksomheder, videninstitutioner og internationale aktører.
Ifølge den nyligt udkomne rapport Circularity Gap Report er Danmark dårligere til cirkulær økonomi end flere andre europæiske lande. Samtidig har Danmark et materialeforbrug, som er blandt de højeste i verden.
Det urimeligt høje materialeforbrug skal standses nu via Closing the Loop; et nyt samarbejde mellem 200 private og offentlige virksomheder, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har taget initiativet til.
Det handler om at løfte og skalere dem, der er i gang, og gøre det at være cirkulær billigere og nemmere. Og når vi lykkes med det, kan Danmark bliver et foregangsland, som andre lande kigger imod.
Nicholas Mohr Krøyer, senior forretningsudvikler, Erhvervshus Hovedstaden
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv, har udvalgt fire erhvervsklynger, bl.a. We Build Denmark, erhvervshuse i alle fem regioner samt Teknologisk Institut.
Baggrunden for Closing the Loop er, at ingen virksomhed kan være cirkulær alene. Målet er at reducere affaldsmængden med 3,3 mio. tons på tre år og CO2-ækvivalenter med 90.000 tons om året ved at skabe værdikædesamarbejder på tværs af brancher og traditionelle materialestrømme.
Læs også: Næsten intet går til spilde, når Kingo bryder ned
– En omstilling af materialeforbruget er kompleks og kræver samarbejde i og på tværs af værdikæderne. Closing the Loop vil give et markant og vigtigt løft til de medvirkende virksomheder, som både får en gevinst i form af bedre udnyttelse af ressourcer samtidig med, at de får implementeret løsninger, som giver nye udviklings- og forretningsmuligheder. Vi er samtidig ekstra glade for, at Closing the Loop sker i et stærkt og integreret samarbejde på tværs af viden- og klyngeaktørlandskabet, siger direktør Mette Glavind, Teknologisk Institut.
Hviler på en cirkulær forretningsmodel
Nicholas Mohr Krøyer, der er senior forretningsudvikler i Erhvervshus Hovedstaden og vejleder SMV’er om bæredygtighed og cirkulær økonomi, tilføjer:
– I Danmark har vi alle forudsætninger for at skabe flere og mere lønsomme cirkulære virksomheder. Det handler om at løfte og skalere dem, der er i gang, og gøre det at være cirkulær billigere og nemmere. Og når vi lykkes med det, kan Danmark bliver et foregangsland, som andre lande kigger imod.
Læs også: Bearbejdet betonaffald skal erstatte sand i ny beton
Som et godt eksempel nævner Nicholas Mohr Krøyer A:Gain, der hviler på en cirkulær forretningsmodel ved at designe, udvikle, producere og sælge bæredygtige byggematerialer og interiørløsninger. Virksomhedens ambition er at skabe en platform, hvor kunderne kan vælge klimavenlige byggematerialer, baseret på upcyclet affald og frasorteret produktion.
Det 3-årige projekt finansieres med 125 mio. kr. fra EU’s regionalfond og 70 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler. Midlerne udmøntes inden for rammerne af det danske program for Den Europæiske Regionalfond 2021-2027, hvor ansøgninger skal leve op til kravene i Prioritet 2 ‘Grøn omstilling i SMV’er’.
Projektets første fase forventes at starte i 2024, når alle formelle rammer er fastlagt.