I Favrskov Kommune står Mads Bülow Sørensen i kommunens serverrum og smiler tilfreds, en lille mobil elmåler, som kunne installeres uden at skille installationerne ad eller lukke serveren ned, har gjort det muligt at kortlægge servernes energiforbrug og dermed identificere energibesparelser. Data fra måleren bliver sendt til skyen og Mads Bülow Sørensen kan følge forbruget fra sin arbejdsplads på rådhuset og dermed spare tid.
– Det er ikke raket-videnskab, men en ny måde at tænke og arbejde på, som har gjort mit arbejde nemmere og Favrskov Kommune lidt mere energieffektiv, siger Mads Bülow Sørensen og tilføjer:
– Og det er netop denne type ideer vi er på jagt efter med Energiforum Danmarks Innovationspris. Nye koncepter/ideer eller produkter, som gør det nemmere, sikrere eller mere motiverende at arbejde med den grønne omstilling.
Gode ideer hjælpes på vej
Ideen til Energiforum Danmarks Innovationspris opstod i forbindelse med årets Netværkskonference, som foregår på Innovationsfabrikken d. 25. oktober. Energiforum Danmarks medlemmer vil altid gerne høre om ny teknologi, nye byggematerialer og samarbejdsformer eller andet, der kan hjælpe dem i det daglige arbejde og hen mod visionen om et fossilfrit samfund. Men vejen fra tegnebrættet til podiet på konferencer kan være lang for de fleste virksomheder.
– I Energiforum Danmark ønsker vi at sætte fokus på nye løsninger, der understøtter energibesparelser og omstillingen til intelligent energianvendelse. Vi vil derfor gerne hylde de spændende ideer, koncepter og produkter blandt vores medlemmer og medvirke til, at disse udbredes i branchen generelt. Med Innovationsprisen sætter vi samtidig en streg under, at Energiforum Danmark er Danmarks førende mødested for vidensdeling for energiprofessionelle, siger formand Lars Thygesen.
Derfor indkalder Energiforum Danmark nu forslag til, hvem der skal være de fire nominerede til Energiforum Danmarks Innovationspris. De fire nominerede får taletid på Netværkskonferencen og på Energiforum Danmarks digitale platforme op til konferencen. På konferencen vil publikum og et dommerpanel med Mads Thimmer, direktør og stifter af Innovationlab i spidsen så vælge en vinder.
Hvis du vil vide mere om prisen og hvordan man indstiller koncepter, ideer eller produkter til nominering så læs mere her.