Husejerne skal til at bruge penge på kloakken

Antallet af rotter i kloakkerne er stigende. Fra 2013 til 2014 er antallet af rotteanmeldelser steget 14 procent. Årsagerne er mange, og en af de vigtigste er dårligt vedligeholdte kloakker, mener Dansk Byggeri.
Den private del af kloaknettet bærer formentlig et stort ansvar for stigningen af rotteanmeldelser. Ifølge Dansk Byggeri trænger mange stikledninger til renovering, men arbejdet nedprioriteres af boligejerne. Foto: Colourbox.
Den private del af kloaknettet bærer formentlig et stort ansvar for stigningen af rotteanmeldelser. Ifølge Dansk Byggeri trænger mange stikledninger til renovering, men arbejdet nedprioriteres af boligejerne. Foto: Colourbox.

På Naturstyrelsens hjemmeside er tallene for rotteanmeldelser i 2014 netop blevet offentliggjort. De viser, at der på landsplan i alt blev registreret 173.448 anmeldelser i 2014 mod 148.977 i 2013. Det er en stigning på godt 14 procent, og tallet bekræfter ifølge Dansk Byggeri, at der i Danmark er et massivt problem med rotter, som skal tages alvorligt.

– De indberettede anmeldelser afslører ikke, hvor i kloaksystemet problemet er størst, og hvorfor tallet nu igen stiger til samme niveau som i 2012. Men der er ingen tvivl om, at rotter altid søger derhen, hvor livsbetingelserne er bedst for dem, og det er typisk i ledninger, som i forvejen er i dårlig stand. Derfor vil husejere opleve, at når det offentlige ledningsnet renoveres, så vil rotterne søge op i de private stikledninger, som alt andet lige vil være i en dårligere stand, siger chefkonsulent Mikael Mortensen, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

Det er ubegribeligt, at en så central og uundværlig del af bygningens installationer som kloakken stadig overses, når der udføres en tilstandsrapport på stort set alle andre dele af huset.

Mikael Mortensen Chefkonsulent, Dansk Byggeri

Dansk Byggeri understreger, at det er husejernes pligt at holde kloakken fra huset til skelbrønden i god stand, men at det erfaringsmæssigt ikke er den del af ejendommens installationer, som husejerne har størst fokus på, fordi kloakreparation og -spuling ikke er synlig og umiddelbart værdiskabende.

– Pengene bliver i stedet brugt på nyt køkken og bad, og først når kloakken går helt i stå, bliver kloakmesteren tilkaldt. Det kan blive en dyr omgang, så opfordringen til husejerne vil være at “smide penge i kloakken” og dermed hjælpe til med at reducere rotteproblemet, siger Mikael Mortensen.

Obligatorisk tv-inspektion

En vej, som Kloaksektionen under Dansk Byggeri ofte har foreslået, er at gøre en tv-inspektion obligatorisk i forbindelse med hussalg.

– Det er ubegribeligt, at en så central og uundværlig del af bygningens installationer stadig overses, når der udføres en tilstandsrapport på stort set alle andre dele af huset. En tv-inspektion vil afsløre fejl og skader på ledningerne. Og med en reparation kommer vi på forkant, så rotterne ikke når at etablere sig i kloakken, siger Mikael Mortensen.

En mild vinter kan være en af årsagerne til, at antallet af rotter øges. Men vinteren sidste år var koldere end i år, så der er ifølge Mikael Mortensen ingen grund til at tro, at antallet af anmeldelser falder i 2015.

– Tværtimod kan vi fortsat forvente, at der kommer endnu flere rotter i kloakkerne i de kommende år. Derfor er der god grund til, at der politisk bliver taget hånd om problemet. Første skridt er at skabe et lovgivningsmæssigt grundlag for at gøre inspektion af kloakken obligatorisk ved hussalg, siger Mikael Mortensen.

Hos Danske Anlægsentreprenører mener man også, at der skal større fokus på kloaknettet – og især den private del af det.

– Det er kendt, hvilke problemer, rotteplagen giver, og et af de væsentlige elementer i en løsning er at få forbedret kloakkerne. I den forbindelse skal man være særlig opmærksom på den private del af kloaknettet, altså stikledningen fra de offentlige kloakker ind til parcelhusene. Det er dyrt, hvis ikke man vedligeholder sine ting i tide, men det er nogle vigtige penge at bruge både i forhold til rotteplagen og miljøet, siger branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører, Niels Nielsen.

Relateret indhold