Boligsidens seneste handelstal viser et august-salg af ejerlejlighederne på 1.434, hvilket er 16,7 % flere solgte ejerlejligheder end i juli.
I Københavns Kommune, hvor markedet for ejerlejligheder er størst, blev der solgt 542 ejerlejligheder i august, og det er 25 % flere, end der blev solgt i juli:
– Det københavnske lejlighedsmarked forsætter den fremadgående kurs, som både indebærer gentagne prisstigninger over de seneste måneder og nu også flere handler, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
– Med det sagt, så ligger det samlede lejlighedssalg for august i år 14,3 % under gennemsnittet for måneden i perioden før corona. Der er således ikke tale om et stort antal af solgte lejligheder.
Boligskatten motiverer
Ifølge en opgørelse, som Home har lavet på baggrund af tallene fra Boligsiden, er hver tredje udbudte københavnske lejlighed solgt i august, hvilket er langt flere end i Aarhus (15 %), Odense (14 %) og Aalborg (11 %).
Resultatet fortæller, hvor stor omsætningen af lejligheder er forholdsmæssigt set, altså hvor mange lejligheder der er solgt ift., hvor mange lejligheder der er til salg.
Læs også: Boligsalget stiger over 11 pct. – “ekstraordinært lavt”
– Lejlighedskøberne griber lige nu mulighederne for at få et sted at bo og en mulig skatterabat, de kan tage med sig ind i 2024, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent for Home.
– Boligkøbere og sælgere i hovedstadsområdet er langt mere motiverede af boligskatten end folk i resten af landet, viser vores køber- og sælgerbarometer – og det er altså med til at øge salget.
Michael Dalsager påpeger, at faktorer, som; at lejlighedssalget kører i et højere gear nu, køberne har vænnet sig til de højere renter, inflationen er godt ned igen, lønnen stiger, og det er nemt på jobmarkedet, også har indflydelse på lejlighedssalget.