Helt på månen: Går glip af stor mulighed for flere faglærte

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har jobfremgangen det seneste år i høj grad været trukket af udlændinge. Nu viser nye tal et stort potentiale for at uddanne flere af dem til faglærte, men regler står i vejen.
Foto: Dansk Metal.
Foto: Dansk Metal.

I disse år bliver der færre og færre danskere i den arbejdsdygtige alder, og en rapport fra Industriens Uddannelser har peget på, at vi frem mod 2035 kommer til at mangle 195.000 årsværk i industrien, heraf rigtig mange faglærte. Alligevel er der i dag 4.000 ufaglærte udlændinge i industrien, som potentielt kunne blive faglærte.

Hos Dansk Metal mener vi, at det vil virkelig være godt for os alle sammen, hvis vi kan uddanne nogle af de mange ufaglærte udlændinge til faglærte. Faktum er nemlig, at hvis vi ikke får uddannet flere faglærte, så når vi ikke i mål med de store klimaambitioner. Faglærte som industriteknikere, smede og køleteknikere er helt essentielle. Uden dem må de grønne planer blive i skuffen uden at blive ført ud i livet.

Fravælger uddannelse for opholdstilladelse

De 4.000 ufaglærte udlændinge er kommet til Danmark inden for de sidste otte år og har for manges vedkommende endnu ikke permanent opholdstilladelse.

Problemet for dem er, at for få permanent opholdstilladelse i Danmark skal man have været i arbejde i seks år i træk. Hvis man i løbet af de seks år tager en uddannelse, starter man efter endt uddannelse forfra med optjeningen. Også selvom uddannelsen er købt og betalt af arbejdsgiveren.

Der er flere eksempler på udlændinge, som derfor fravælger uddannelsen eller udskyder den, til de har fået permanent ophold.

Det er jo helt på månen, at vi har gjort det så besværligt for udlændinge at få en faglært uddannelse, hvis de samtidig ønsker en permanent opholdstilladelse. Tallene viser tydeligt, at der er et kæmpe potentiale for flere faglærte, og så kan det simpelthen ikke passe, at tossede regler i udlændingepolitikken skal stå i vejen for et grønnere Danmark. Nu må politikerne gøre noget ved problemet – vi har ikke råd til at vente.

Relateret indhold