Hallgruppens danske afdeling er klar til at udvide deres nuværende portefølje af midlertidige telt- og lagerhaller til også at inkludere fast byggeri som bl.a. industri- og lagerhaller.
– Vi har allerede gode erfaringer med store byggeprojekter i både Norge og Sverige, hvor vi har arbejdet sammen med bl.a. det norske forsvar og Scania og leveret alt fra dækhoteller til brandstationer. Derfor er det også et naturligt skridt for os at tage i Danmark. Vores ambition er, at vi på sigt bliver en betydelig spiller på markedet, siger Kim Jansdorf, Hallgruppens direktør.
20 års erfaring i front
I spidsen for satsning har leverandøren hentet Ian Bryldt Svendsen ind som projektsælger og en central figur i denne satsning.
Den nye mand med mere end 20 års erfaring fra byggebranchen skal være med til at opdyrke et helt nyt marked inden for stål- og landbrugshaller, isolerede haller samt hoved- og totalentrepriser.
Han er uddannet landmand og byggetekniker og startede karrieren som rådgiver inden for industri- og landbrugsbygninger.
Ian Bryldt Svendsen har tidligere holdt nøglepositioner hos DS Hobro, Dansk Halbyggeri og Gråkjær Staldbyg:
– Ian besidder en bred vifte af færdigheder, der gør ham ideelt egnet til at arbejde som projektsælger og bidrage til at opdyrke det nye marked sammen med resten af teamet, siger Kim Jansdorf.