Gennemrenoveret skole modtager europæisk kulturarvspris

Den tidligere svagbørnsskole i København, Friluftsskolen, er endnu blevet præmieret. Denne gang er det Den Europæiske Kulturarvspris der tilfalder skolen, der er tegnet af arkitekt Kaj Gottlobs.
Dette smukke projekt demonstrerer arkitekturens betydning for sundhed og velvære', lyder det bl.a. fra juryen, der har præmieret Friluftsskolen med Den Europæiske Kulturarvspris. Foto: Jacob Ingvartsen
Dette smukke projekt demonstrerer arkitekturens betydning for sundhed og velvære', lyder det bl.a. fra juryen, der har præmieret Friluftsskolen med Den Europæiske Kulturarvspris. Foto: Jacob Ingvartsen

Restaureringen af Friluftsskolen i København er så vellykket, at den tidligere har modtaget hæder som bl.a. Farveprisen 2021, Københavns Bygningspræmiering 2022 og Arkitektforeningens æreskalejdoskop 2022.

Nu er det så Den Europæiske Kommission og Europa Nostra, der står bag Den Europæiske Kulturarvspris, der har fået øjnene op for arkitekt Kaj Gottlobs skole, der blev bygget i 1938, restaureret i 2019-2020 og i dag fungerer som heldagsskole og skolefritidsordning for 38 elever med motoriske og sensoriske handicaps.

– Jeg er pavestolt over at en af vores københavnske skoler løber med så fornem en pris. Min ambition er, at vi i København bliver danmarksmestre i børneliv, og derfor er det vigtigt med høj trivsel og faglighed, og det er vores skolebyggerier med til at understøtte, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.

Friluftsskolens liggehal dengang den blev brugt som en såkaldt 'svagbørnsskole'. Arkivfoto: Sven Türck
Friluftsskolens liggehal dengang den blev brugt som en såkaldt ‘svagbørnsskole’. Arkivfoto: Sven Türck

Kan tjene som inspiration

Skolen blev fredet som 1. klasses bygning i 1990 af Slots- og Kulturstyrelsen på grund af dens arkitektoniske og pædagogiske betydning. Restaureringen af skolen foregik fra 2019-2020 med bygherren Københavns Kommune, totalrådgiver og arkitekt Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma, landskabsarkitekt Lytt Architecture, ingeniør Niras, farvekonsulent Caroline Krag og Københavns Konservator som de bærende kræfter.

Restaureringsprojektet har bevaret og styrket de originale ideer om ude- og inderum, lys og frisk luft og kan tjene som inspiration for andre europæiske friluftsskoler, lyder det fra prisuddelingens jury:

‘Dette smukke projekt demonstrerer arkitekturens betydning for sundhed og velvære. Det har hjulpet med at revitalisere og genindføre det oprindelige koncept for bygningen, hvilket viser, at sundhed er et holistisk anliggende, og at arkitektur har en rolle at spille i dette’.

Juryen tilføjer:

‘Restaureringsprocessen af Friluftsskolen i København var inkluderende og kan tjene som model for andre skoler i Europa. Det kan også tjene som et stærkt eksempel for det moderne design af skoler. Restaureringen er baseret på god forskning med en meget veldokumenteret proces’.

Liggehallen anvendes i dag som et uopvarmet bevægelsesrum. Arkivfoto: Laura Stamer
Liggehallen anvendes i dag som et uopvarmet bevægelsesrum. Arkivfoto: Laura Stamer

Emmer af byens sjæl

Friluftsskolen er blandt 30 kulturarvsprojekter fra 21 lande, der er blevet tildelt Europas bedste hæder på området. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen glæder sig over den internationale anerkendelse:

– Friluftsskolen emmer af byens sjæl, som vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bevare i byens udvikling. Det er vi lykkedes med i restaureringen, hvor bygningens sjæl er blevet værnet om – og koblet med nye, moderne funktioner, som understøtter de særlige behov, skolens handicappede børn har.

Kuberne er med til at give Friluftsskolen karakter. I stueetagen giver de direkte adgang til det fri. Arkivfoto: Laura Stamer
Kuberne er med til at give Friluftsskolen karakter. I stueetagen giver de direkte adgang til det fri. Arkivfoto: Laura Stamer

Relateret indhold