Fokus på bygningsarven: Giver hus fra 1890 sit oprindelige look tilbage

Nakskov Bymidtefond har modtaget 21 mio. kr. til at istandsætte de bevaringsværdige huse i bymidten. Håbet er at skabe lokal værdi, tiltrække flere turister og at andre byer kan lade sig inspirere til også at sætte bygningsarven på dagsordenen.
Nakskov bymidtes mange bevaringsværdige huse bliver renoveret med tilskud fra partnerskabet bag Nakskov 2030. Huset på Havnegade 27 (yderst til venstre) står nu, som da det blev opført i 1890. Foto: Stina Jørgensen
Nakskov bymidtes mange bevaringsværdige huse bliver renoveret med tilskud fra partnerskabet bag Nakskov 2030. Huset på Havnegade 27 (yderst til venstre) står nu, som da det blev opført i 1890. Foto: Stina Jørgensen

Nakskov 2030

  • – Initiativet Nakskov 2030 fokuserer ud over restaurering af de fredede og bevaringsværdige huse i middelalderbymidten og en helhedsplan for havneområdet også på naturområdet Hestehovedet. Området ligger ud til den ørige fjord men mangler muligheder for især outdoor-oplevelser.
  • – Nakskov 2030’s Eventpulje giver desuden økonomisk støtte til initiativer og events inden for havneområdet, bymidten samt Hestehovedet.

Kulturarv kan bruges som løftestang for lokal udvikling. Partnerskabet bag Nakskov 2030 har derfor afsat 21 mio. kr. til Nakskov Bymidtefond. Formålet er at fremme Nakskov bymidtes arkitektoniske og kulturhistoriske værdier og dermed bidrage til en positiv udvikling af byen.

Via Bymidtefonden kan ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger søge rådgivningsstøtte og økonomisk støtte til istandsættelser. Det er der et behov for, hvis man spørger de lokale.

I en undersøgelse fra 2020 pegede byens borgere på, at antallet af tomme og dårligt vedligeholdte bygninger er Nakskovs største udfordring. Derfor har Nakskov 2030 stort fokus på at styrke kendskabet til – og ikke mindst glæden ved – de historiske bygninger, der gør Nakskov til noget særligt. En velholdt og velbevaret bymidte kan skabe lokal værdi:

– Historiske huse kræver knofedt og særlig omtanke, men en velholdt kulturarv kan skabe værdi – økonomisk og kulturelt – både for den enkelte husejer og for hele byen. Vi ved, at over halvdelen af danskerne er interesserede i at få et større kendskab til kulturarven i deres område. Samtidig siger en fjerdedel, at kulturarv har stor betydning for deres valg af bopæl. Kulturarv rummer med andre ord et stort potentiale for udvikling. Nakskov Bymidtefond er med til at sætte bygningsarven på dagsordenen – noget andre byer i Danmark kan lade sig inspirere af, siger Simon Harboe, som er formand for indstillingsudvalget i Bymidtefonden og projektchef i Realdania.

En forskel for bygningskulturarven

Nakskov Bymidtefond giver økonomisk støtte og faglig sparring til udvendig istandsættelse af fredede og bevaringsværdige bygninger – det kan f.eks. være til istandsættelse eller udskiftning af vinduer og tage, genetablering af historiske bygningsdele eller fjernelse af skæmmende bygningsdele.

En af dem, der har benyttet sig af de nye muligheder, er Jens Bay, som ejer Havnegade 27.

Her har Bymidtefonden bidraget med tilskud til renovering af facaden, nye vinduer i den originale mørkegrønne farve samt oppudsning af portrummet. Huset har desuden gennemgået en gennemgribende renovering inden døre.

– Bymidtefonden har bidraget til, at vi har kunnet være 100 % loyale overfor bygningens historiske træk. Facaden skæmmer ikke længere gaden, og bygningen står som nyopført. De flotte detaljer er blevet bevaret, og facaden ser ud som i 1890. Uden Bymidtefondens hjælp var facaden blevet pæn men middelmådig, uden bevaring og reetablering af de mange flotte detaljer, siger Jens Bay.

Stor interesse for fase 1

Der har allerede været stor interesse for at søge midler til istandsættelse hos Nakskov Bymidtefond i den første fase, der var målrettet den indre del af middelalderbyen. Den 15. november åbnede Nakskov Bymidtefond for anden fase og dermed dækker Bymidtefonden nu alle fredede og bevaringsværdige huse i middelalderbymidten.

Halvdelen af midlerne i bymidtefonden er uddelt og har allerede skabt mærkbar forandring i byens mest markante gader.

– Bymidtefonden sætter sit tydelige aftryk i byen igennem de huse, der får tilskud og bliver renoveret. Men lige så vigtigt er det, at Bymidtefonden skubber til en generel bevidsthed i byen om bygningsarven og bygningskultur. Der skal også skabes en lokal stolthed og en interesse for at værne om byens huse. Det vil byens gæster opleve, og de vil forhåbentlig få lyst til bruge byen og til at komme igen, siger programdirektør for Nakskov 2030, Tim Jeppesen.

Hæng ud på havnen

Også Nakskovs aktive erhvervshavn står foran en renovering. Den vidner om byens historie, men inviterer i dag ikke til aktiviteter og ophold. Der er derfor brug for at skabe nye funktioner og oplevelser – bl.a. muligheder for ophold og aktivitet, formidling af havnens karakter, spisesteder og hænge-ud-steder – og for at styrke havnens særlige rå stemning.

I øjeblikket er der en arkitektkonkurrence i gang, hvor to arkitektteams arbejder på forslag til en helhedsplan for Nakskov Havn.

De to teams er:

– Erik Brandt Dam arkitekter ApS med underrådgivere Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlang

– SLA med underrådgiver H+Arkitekter

Nakskov 2030 gennemføres i et partnerskab bestående af Lolland Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og den filantropiske forening Realdania, der tilsammen har afsat 150 millioner kroner til udviklingsprojektet.

Nakskov Bymidtefond kan støtte med op til 75 % af omkostningerne i et konkret – og godkendt – istandsættelsesprojekt.

Relateret indhold