Fire teams i spil til Aalborg-projekt

De startede 14, men nu kæmper fire teams om Syrenbakken i Aalborg.
Fire teams kæmper om Syrenbakken i Aalborg. Visualisering: C.F. Møller Architects.
Fire teams kæmper om Syrenbakken i Aalborg. Visualisering: C.F. Møller Architects.

De fire prækvalificerede teams

  • – HP Byg A/S med underrådgiverne Kjær & Richter A/S (arkitekter) og Arne Elkjær A/S (ingeniør).
  • – Arne Andersen Vrå A/S med underrådgiverne Friis & Moltke (arkitekter) og Ingeniørfirmaet Viggo Madsen.
  • – Dansk Boligbyg A/S med underrådgiverne RUM A/S (arkitekter) og COWI A/S (ingeniør).
  • – M. Thomsen Støtt A/S med underrådgiverne ATRA Arkitekter A/S, MOE (ingeniør) og A. Enggaard A/S.

Næste efterår går Himmerland Boligforening i gang med opførelsen af 32 boliger for borgere med erhvervet hjerneskade og andre neurologiske lidelser. Projektet hedder Syrenbakken, og nu er 14 ansøgere om prækvalifikation reduceret til fire.

– Også til dette projekt kan vi glæde os over, at der er stor interesse fra stærke aktører, som gerne vil være med til at gennemføre det projekt, der skal erstatte det nuværende Syrenbakken i Nørresundby med et nyt byggeri ved siden af kulturhuset Trekanten i det østlige Aalborg, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Direktøren fortæller, at boligforeningen sammen med C.F. Møller Architects har udarbejdet et projektforslag, der skal skabe et hus med en stor grad af hjemlighed for den enkelte beboer og dennes pårørende:

– Med udgangspunkt i et forarbejde med repræsentanter for medarbejdere og pårørende er den bærende idé at etablere et hus, der signalerer bolig i højere grad end institution. Vi har valgt at placere alle husets funktioner i en tydelig og overskuelig bygningsmæssig ramme, som bliver bundet sammen af en slags villavej. Dette omdrejningspunkt i byggeriet kommer til at forbinde alle 16 boenheder og fællesarealer i hver af de to bogrupper. Blandt andet får den enkelte beboer mulighed for at sætte personligt præg på indgangen til boligen, hvilket vi håber vil styrke oplevelsen af at bo i egen bolig frem for på en institution, siger han.

Foruden de 32 boliger har begge bogrupper egne fællesarealer og adgang til områder fælles for hele Syrenbakken. Fællesarealerne vil blandt andet indeholde dagligstue, anretterkøkken og adgang til gårdrum eller altan. Byggeriet kommer også til at rumme fire trænings- eller aflastningsboliger til midlertidigt ophold.

Der er forventet indflytning cirka et år efter den projekterede byggestart i efteråret 2020.

Relateret indhold