En byggetilladelse på Fyn kræver tålmodighed

Dan Johansen er formand for Dansk Byggeri Fyn.
Dan Johansen er formand for Dansk Byggeri Fyn.

Hvis du vil realisere drømmen om en ny bolig på Fyn, så kan det blive en hård proces – medmindre du er tålmodig af natur.

Den seneste opgørelse fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at mange fynske kommuner slet ikke kan følge med. I kommunerne Nordfyns, Middelfart og Odense er ventetiden på en byggetilladelse henholdsvis 57, 43 og 77 dage. Det er tæt på en fordobling af ventetiden fra 2017 til 2018.

For borgere og virksomheder i Faaborg-Midtfyn er ventetiden vokset fra 29 til 73 dage. Jeg hører fra flere byggevirksomheder i Faaborg-Midtfyn og Middelfart, at det tager en krig at få selv simple byggesager igennem systemet.

I Svendborg skulle man i 2017 i gennemsnit vente halvanden måned. I 2018 var ventetiden tre gange så lang, nemlig 133 dage. Svendborg kommune har dog efterfølgende meldt ud, at man havde indberettet tallene forkert, men at de har nu ansat flere medarbejdere og har en ambition om at få ventetiden ned på 20 dage i 2020, så det ser vi meget frem til.

Kun i Assens, Kerteminde og Ærø er ventetiden ikke blevet længere. Men den er desværre heller ikke blevet kortere.

Når kommunerne fakturerer simple byggesager – som f.eks. et parcelhus – ser vi typisk, at der er brugt under otte timer på sagsbehandlingen. Det er frustrerende at skulle vente i to til tre måneder på, at kommunen udfører én enkelt dags arbejde. I sidste ende bliver det dyrere for den kommende parcelhusejer. De skal jo fortsat betale afdrag på den ubenyttede byggegrund og stille bankgaranti over for entreprenøren, mens de venter på, at kommunen sagsbehandler deres byggeansøgning. Det bør vores fynske kommuner kunne gøre bedre.

Relateret indhold