Efter årtiers kamp flytter stationsbygningen

Rødvig Station bliver erstattet af en ny, der tilmed får sin helt egen placering. Projektet er en historisk milepæl og markerer en positiv forandring, lyder det.
Et nyt byggeri skal erstatte Rødvig Station, der har rundet 145 år i byen. Foto: Stevns Kommune.
Et nyt byggeri skal erstatte Rødvig Station, der har rundet 145 år i byen. Foto: Stevns Kommune.

Rødvig Station, der er 145 år gammel, skal erstattes af en ny, og nu tages der hul på næste fase af dennes etablering.

Renoveringen af Østbanen i området er allerede i fuld sving, og d. 1. marts vil entreprenøren hermed fortsætte med 3. etape mellem Hårlev og Rødvig, der også omfatter det nye stationsbyggeri.

Læs også: Kollegie skaber sund kultur om det gode håndværk

Den nye station finansieres i fællesskab af Stevns Kommune og Region Sjælland, og i samarbejde med Lokaltog, der står for driften og vedligeholdelsen af togbanerne i området, har man besluttet at finde en helt ny placering til byggeriet.

– Ved at flytte stationen forkorter vi samtidig Østbanen med cirka 700 meter. Vi kommer til at køre til og fra en mere central placering i forhold til mange borgere i Rødvig. Og så har det ydermere den fordel, at der kan nedlægges to jernbaneoverskæringer i byen, hvilket vil tilgodese de øvrige trafikanter som ikke længere skal vente på, at toget kører forbi på to af de centrale veje i Rødvig, siger Lokaltogs administrerende direktør, Lars Wrist-Elkjær.

En historisk milepæl

Den nye station placeres nord for Vemmetoftevej i Rødvig, og planerne er et endeligt udtryk for et mangeårigt ønske, der har hersket i lokalområdet:

– Det er historisk, at vi sammen har nået denne milepæl, som repræsenterer afslutningen på årtiers kamp for at flytte stationen. Den nye Rødvig Station markerer en positiv forandring og sender et vigtigt signal om vores engagement i at skabe bæredygtige og dynamiske lokalsamfund, siger Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde i Region Sjælland.

Læs også: Fem nye metrostationer er klar til brug til sommer

Selvom beslutningen allerede er truffet, afholdes der et borgermøde, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål til projektet. Derudover vil det også være muligt at drøfte, hvad det nuværende stationsområde og den nedlagte banestrækning i fremtiden kan bruges til.

Mødet afholdes d. 24. januar i Rødvig, og stationen forventes indviet i løbet af indeværende år.

Relateret indhold