Dropper 3.500 kvm erhvervsskole midt i Helsingør

Planerne om en planlagt ny erhvervsskole centralt i Helsingør bliver nu droppet. Prisstigninger på byggematerialer er blandt årsagerne.
Den tre etager høje uddannelsesinstitution med store glaspartier clasher ifølge kritikerne med de nærmeste lave, farverige boliger og den gamle stationsbygning. Visualisering: IC Arkitekter
Den tre etager høje uddannelsesinstitution med store glaspartier clasher ifølge kritikerne med de nærmeste lave, farverige boliger og den gamle stationsbygning. Visualisering: IC Arkitekter

Jep Loft er formand for Arkitekturoprøret – en registreret forening i Danmark, Norge og Sverige, der er trætte af firkantede kasser og kedelige bygninger, der er bygget over den samme læst. Han fik i juni 2020 øje på visualiseringerne af U/Nords kommende uddannelsesinstitution i Helsingør. Og han var ikke glad.

Han kalder IC Arkitekters visualiseringer for deprimerende og bygningerne for ‘store, firkantede kasser, som på ingen måde prøver at rette ind efter stedet.’ Stedet er adressen på Svingelport midt i Helsingør – i et område med lave, gamle huse med skrå tage og almindelige størrelse vinduer. Her passer den nye bygning med enorme glasfacader på ingen måde ind, lader han forstå.

Også en del lokale har ytret deres utilfredshed med byggeriet, der beskrives som for dominerende og voldsomt.

Til kritikernes glæde er planen om de 3.500 kvadratmeter ny skole fordelt på tre etager nu helt skrinlagt.

– Årsagen til, at vi ikke gennemfører et byggeri ved Svingelport, er udviklingen i det seneste halve års tid. Priserne og alle andre faktorer ved et byggeri peger i den gale retning. Det gælder også finansieringen, siger direktør for U/ Nord, Flemming Zachariasen, til Helsingør Dagblad. Han tilføjer:

– Desuden er søgetallet, ikke kun lokalt, til erhvervsskolerne, faldet dramatisk. Derfor er det konkrete byggeri ved Svingelport blevet for risikofyldt.

Glasoverdækket fællesareal

Projektets 3.500 uddannelsesinstitution skulle have været bygget på et areal langs med baneterrænet, der i dag dels anvendes til parkering og er ejet af Banestyrelsen og dels udgør en del af et vejareal ejet af Helsingør Kommune. Sammen med U/Nord har kommunen længe søgt efter egnede arealer eller bygninger til en udvidelse af Erhvervsskolen.

U/Nords ønske var at opføre en bygning bestående af to længer i op til tre etager med undervisnings- og administrationslokaler opført med facader i mursten – inspireret af den nærliggende stationsbygning. De to bygninger skulle forbindes med et glasoverdækket gang- og fællesareal. På toppen af bygningen længst mod øst var der planlagt en tagterrasse.

Donationer på 100 mio. kr.

Selvom projektet på Svingelport nu er ultimativt skrinlagt, fortsætter U/Nord med andre store planer. Erhvervsskolen vil fra 2023 kunne tilbyde et fuldt hovedforløb på tømreruddannelsen, og indenfor et par år vil eleverne på bådebygger- og sejlmageruddannelserne rykke ind i nye, topmoderne undervisningsfaciliteter i Hal 19 i de gamle Værftshaller på Helsingør Havn.

Omdannelsen af Hal 19 til undervisningsformål er blevet mulig via donationer på 88 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden og 12,5 mio. kr. fra Lauritzen Fonden. Helsingør Kommune bidrager med 40 mio. kroner.

Relateret indhold