Det olympiske hus klinger af Danmark

3XN har tegnet IOC's nye hovedkvarter i Lausanne, der har slået rekorden inden for bæredygtig certificering.
500 ansatte i IOC bliver fremover ført under samme tag. Tidligere har de siddet fire forskellige steder. Foto: International Olympic Committee (IOC) / Adam Mørk.
500 ansatte i IOC bliver fremover ført under samme tag. Tidligere har de siddet fire forskellige steder. Foto: International Olympic Committee (IOC) / Adam Mørk.

Verdens sportshjerte er dansk designet, og søndag d. 23. juni bliver Den Internationale Olympiske Komités (IOC) nye bæredygtige hovedsæde, Olympic House, åbnet i Lausanne. Det er 3XN, der har designet bygningen.

Den danske tegnestue vandt konkurrencen tilbage i 2014 efter en intens international arkitekturkonkurrence, der kørte over to faser, hvor 114 af verdens førende tegnestuer viste interesse for at komme med i konkurrencen.

– Gennemsigtighed er vigtig for IOC. Det har vi taget helt bogstaveligt med en glasfacade fra gulv til loft, som skaber synlighed til det daglige arbejde og signalerer åbenhed, fair play og transparens.

Jan Ammundsen, senior partner og designansvarlig for Olympic House hos 3XN

– Det var et langt udskilningsløb, som på mange måder minder om et OL, hvor man konkurrerer mod de bedste i verden. Netop i den sammenhæng er vi enormt beærede og stolte over at have vundet, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør hos 3XN.

Den olympiske ånd

Med den nye bygning er det ambitionen at samle IOC’s 500 medarbejdere, der tidligere har været fordelt over fire forskellige adresser i Lausanne. Olympic House ligger i naturskønne omgivelser i Parc Louis Bouget, og er designet ud fra IOC’s kerneværdier – bevægelse, gennemsigtighed, fleksibilitet, bæredygtighed og samarbejde.

– Det er essensen af den olympiske bevægelse og dens værdier, der har været inspirationskilde for designet, der fremmer transparens, facilitere interaktion og kommunikation samt skaber et effektivt og bæredygtigt arbejdsmiljø, forklarer Jan Ammundsen, senior partner og designansvarlig for Olympic House hos 3XN.

Udformningen af facaden er derfor også en hyldest til en olympiske ånd. Der er en dynamisk, bølgende form, som gør, bygningen ser anderledes ud fra forskellige vinkler. Det skal symbolisere en atlet i bevægelse.

– Gennemsigtighed er vigtig for IOC. Det har vi taget helt bogstaveligt med en glasfacade fra gulv til loft, som skaber synlighed til det daglige arbejde og signalerer åbenhed, fair play og transparens, siger Jan Ammundsen.

Den centrale Unity-trappe i bygningens hjerte refererer til de ikoniske olympiske ringe. Trappen rejser sig i bygningens fulde højde, hvor den forbinder de fem etager gennem et centralt atrium, og er et visuelt udtryk for fællesskab og samarbejde mellem IOC’s medarbejdere og interessenter.

Beslutningen om at bygge et nyt hovedkontor blev taget tilbage i 2012. Foto: International Olympic Committee (IOC) / Adam Mørk.
Beslutningen om at bygge et nyt hovedkontor blev taget tilbage i 2012. Foto: International Olympic Committee (IOC) / Adam Mørk.

Bæredygtig frontløber

Olympic House er udelukkende finansieret af private midler og har fra start været et projekt, hvor bæredygtighed har været på dagsordenen. Derfor har den nu de højeste certificeringer inden for LEED samt schweiziske Minergie og SNBS. Olympic House er det første byggeri, der opnår alle tre certificeringer.

Olympic House et eksempel på et innovativt samarbejde mellem forskellige interessenter, herunder IOC, verdensomspændende olympiske partnere som Dow, Toyota og Panasonic, arkitekterne 3XN og IttenBrechbühl, bæredygtighedscertificeringsorganer, lokale myndigheder, leverandører og undervisningsinstitutioner. 3XN har arbejdet sammen med lokalarkitekt IttenBrechbühl om opførelsen af bygningen.

– Vi har samarbejdet med førende specialister og leverandører med en holistisk tilgang til projektet for at sikre, at bygningen er bæredygtig i hele sin levetid, forklarer Robin Kirsche, partner hos lokalarkitekt IttenBrechbühl.

Solceller hjælper til at forsyne bygningen med elektricitet, mens der også er vandbesparende sanitet og opsamling af regnvand. Til sidste bruges vand fra Geneve-søen til at opvarme og afkøle bygningen via varmevekslere og varmepumper.

Relateret indhold