Danmark sigter imod en reduktion på 70 procent i udledningen af CO2 inden 2030. Målet skal ifølge en række miljøeksperter nås via en grøn omstilling på transportområdet, flere vindmøller og ikke mindst en større grad af energioptimering i danskernes private hjem.
Men det går ikke alt for godt med at energioptimere, fremgår det af en pressemeddelelse fra Schneider Electric Danmark, der netop gør sig inden for energioptimering.
I 2019 viste resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse fra analysebureauet YouGov, at 27 procent af danskerne ikke vidste, hvor de skulle finde information om mulighederne for energioptimering i privatboligen. Nu viser den tilsvarende undersøgelse for 2020, at tallet har flyttet sig i forkerte retning. Således svarer 28 procent af de adspurgte nu, at de ikke kender vejen til egne energioptimeringer.
29 procent af de adspurgte boligejere fandt i 2019 ikke energioptimering i hjemmet relevant. I 2020 er det tal steget til 31 procent.
Resultaterne både overrasker og ærgrer Thomas Andersen, Vice President hos Schneider Electric Danmark, der er initiativtager til spørgeskemaundersøgelsen.
– Vi havde selvfølgelig håbet på, at tallene havde flyttet sig i den rigtige retning i løbet af det seneste år, men vi må konstatere, at danskerne fortsat mangler viden på området. Fakta er at bygninger står for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug i EU. Derfor har vores private hjem et enormt potentiale i forhold til at nedbringe CO2-udledningen og dermed at reducere vores klimaaftryk markant, siger han.
Ifølge Thomas Andersen er der brug for, at hver enkelt dansker gør en indsats i klimakampen frem for entydigt at lægge ansvaret hos alverdens politikere.
– Mit indtryk er, at mange ser i retning af politikerne, når det handler om at nedbringe udledningen af CO2, men faktisk er der masser af muligheder for, at både virksomheder og private kan gøre en forskel. Politiske aftaler er vigtige, men vi kan alle sammen medvirke til at nedbringe udledningen af CO2 – og løsningerne gør vel at mærke både miljøet og boligejernes økonomi en tjeneste, fordi de hjælper til med at spare på energien, siger han.