Danmark skal hjælpe oliestat med at blive grøn

De Forenede Arabiske Emirater får hjælp af Danmark til at sænke vand- og energiforbruget.
Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Inden 2030 vil De Forenede Arabiske Emirater vil sænke vand- og energiforbruget med 30 procent, og i 2050 skal 75 procent af Dubais strøm komme fra vedvarende energi. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

I denne uge er miljø- og fødevareministeren i De Forenede Arabiske Emirater for at promovere grønne danske løsninger sammen med flere end 40 danske virksomheder.

– De Forenede Arabiske Emirater er i øjeblikket ved at omstille sig til en fremtid med et langt lavere ressourceforbrug og et meget mere effektivt affaldssystem. I dag bruger en indbygger i De forenede Arabiske Emirater i gennemsnit mere end dobbelt så meget vand som verdensgennemsnittet. Når man samtidig er et af de ti vandfattigste lande i verden, kalder det på handling. Hvis der er noget, vi kan levere fra dansk side, så er det vandbesparende løsninger og den nyeste miljøteknologi, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Affald og afsaltning

95 procent af vandet i De Forenede Arabiske Emirater bliver produceret ved af afsalte havvand. Det er en energikrævende og dyr proces, og i 2016 brugte man knap 20 milliarder kroner på afsaltning af vand. Samtidig er der stadig et forholdsvist stort vandtab, når vandet skal transporteres ud til forbrugerne. Tallet er usikkert men ligger et sted mellem 8 – 30 procent i de forskellige emirater.

Et andet fokusområde for De Forenede Arabiske Emirater er at begrænse mængden af affald og skabe en mere effektiv affaldshåndtering.

– To tredjedele af alt affald i Emiraterne deponeres. Det er ikke hensigtsmæssigt på sigt, og derfor har landet indført et mål om at blive ‘fri for affald’. I 2017 blev der investeret 4,9 milliarder kroner i affaldssystemer i Abu Dhabi og Dubai, og det er et meget attraktivt marked for nogle af de virksomheder, som vi har med på eksportfremstødet, siger Esben Lunde Larsen.

Relateret indhold