Forsyningssikkerhed på store sygehuse er – også på nordisk plan – et centralt område for Coromatic, som glæder sig til at levere en driftsikker og langtidsholdbar løsning til supersygehuset i Køge.
– For os har det været vigtigt, at vi får et nødstrømsanlæg, der er funktionsdygtigt og opfylder vores krav, og vi har valgt Coromatic som leverandør, fordi de opfylder de krav, vi har stillet, bedre end dem, de var i konkurrence med, siger Helle Gaub, der er projektdirektør i Region Sjælland.
Hun understreger, hvor vigtig nødstrøm er for et hospital:
– Sikkerhed er hele grundlaget for et hospital. Vi lever af at levere sikkerhed – og derfor er nødstrømsanlægget ekstremt vigtigt. Vi har rigtig meget følsomt udstyr, og vores patienters overlevelse afhænger af, at det hele kører rigtigt hele tiden.
Holder anlægget kørende
Den efterfølgende drift af anlægget er noget, som Coromatic har fokus på. For en ting er at designe og lave et anlæg, men det skal også drives bagefter.
– Materialer, kvaliteter og løsninger i det hele taget skal holde på den lange bane. Vi står på mål for, at vi kan drifte anlægget i hele dets levetid, og vil gerne huskes for at skabe den også på lange sigt bedste løsning, siger Jess Thorsen, der er Business Area Manager i Coromatic.
Nødstrømsanlægget på Universitetshospital Køge blev sendt i udbud i december 2018 – og entreprisen vundet af Coromatic i juni 2019.
Anlægget vil være klar til drift i sommeren 2021.