C.F. Møller står bag moderne byggeri i historisk del af München

C.F. Møller Architects er udpeget som vinderen i den internationale konkurrence om en ny, topmoderne, erhvervs- og kontorbygning i Werksviertel-Mitte, München.
C.F. Møller skal stå bag dette byggeri i den tyske metropol München. Illustration: C.F. Møller Architects.
C.F. Møller skal stå bag dette byggeri i den tyske metropol München. Illustration: C.F. Møller Architects.

I hjertet af Werksviertel-Mitte, München, tæt på byens centrum, skal MK7 danne grobund for en vibrerende og fleksibel arbejdsplads i en enkelt bygning, der byder på en blanding af kontorer, kultur, underholdning og butikker.

Bag byggeriet står danske C.F. Møller Architects, som i hård konkurrence med andre store europæiske arkitektfirmaer afgav det vindende bud.

Målet er en transparent bygningskonstruktion, der skal koble verden udenfor og indenfor med det omkringliggende samfund på en gennemskuelig, livlig og engagerende måde, lyder meldingen fra arkitekterne selv.

Arkitekturen manifesterer sig som én stor, samlende gitterkonstruktion, der danner en tydelig kurve, der er inspireret af Werksviertels tidligere jernbanespor – og åbner sig mod en fælles gågade i området.

Energifyldt byrum

Med henblik på at integrere det omkringliggende nabolag byder grundplanen på et væld af muligheder for detailsektoren, fleksible kontorløsninger og steder, hvor flere kan sidde og arbejde – alt placeret i et rum i dobbelt højde og med en åben arkade med offentlig adgang i midten af bygningen.

De transparente og synlige indgangspartier til alle sider udbygger bygningens evne til at skabe en forbindelse mellem dens mangefacetterede indhold og de bymæssige omgivelser, hvilket bidrager til at sikre, at MK7 bliver et nyt eftertragtet sted at søge hen i byen.

Den øverste del af bygningen består af fire kontoretager beliggende i en zigzag-form, hvor et åbent og fleksibelt kontorlandskab danner indvendige sløjfer rundt om en række udvendige gårdspladser i varierende højde. Indvendigt sørger tre kerner for at skabe en forbindelse mellem kontoretagerne ned mod bygningens fundament.

Gårdarealerne bidrager både til at trække dagslys ind i bygningens store etagearealer og maksimerer de mikroklimatiske kvaliteter gennem hele bygningsmassen, samtidigt med at de bidrager positivt til en voldsom reduktion af effekten fra varmeøen.

Bygningens gitterkonstruktion er overordnet set udformet af præfabrikerede elementer indvendigt og i facaderne – både for at nedsætte anlægsperioden og byggeomkostningerne og for at tilføje en passiv skyggevirkning i kraft af en profileret facadekonstruktion som kontrast til de store vinduespartier. Bæredygtige materialer, som genanvendt beton og aluminium, er en integreret del af bygningen.

C.F. Møller Architects har for nylig vundet to andre projekter i Tyskland: Nemlig udvidelsen af det tyske ministerium for miljø, naturbeskyttelse og nuklear sikkerhed i Berlin og det nye hovedkvarter for den visionære tyske bank Berlin Hyp.

Relateret indhold